113 / 657
gnisterne fløj os om ørene, støbte tinsoldater og malede
dem; sn art havde vi en hær på flere hundrede mand.
Jeg gik aldeles op i tinsoldater og kunde ikke få nok.
Moder skulde den gang have et nyt piano, hun prøvede
det ene efter det andet på Marshalls fabrik, og jeg
m åtte følge med. Jeg husker, hvor jeg på de vandringer
bad og tiggede om nogle kønne tinsoldater, jeg havde
sét. „Hør moder,“ sagde jeg, „nu får du dit ønske op
fyldt med instrumentet! Kan du da ikke sagtens føje
mig med og bede fader, jeg må købe den æske, du véd
nok, hos B iankensteiners?“ Jeg mindes ikke, om jeg
fik den, men iveren for at lege med tinsoldater tog til.
En søndag var fader fraværende, så turde vi måske
gøre prøve med det k rud t, Holtens havde skaffet sig.
To borde opstilledes i gården, på hvert fæstningsværker,
kanoner, hestfolk og fodfolk. Fægtningen åbnedes, kanon
erne blev ladte med virkeligt krudt, det knaldede lystigt,
soldater faldt for fode. Heldigvis kom ingen af os til
skade ved den noget farlige leg. Men det blev top
punktet for drengeforlystelserne, det var endnu langt
morsommere end turnering eller fugleskydning.
Holtens flyttede bort, og en kommandør i søetaten
kom til a t bo i stuen, med morskaben gik det nu småt.
Der var kun en 16års fjollet dreng at lege med, og han
havde hvert øjeblik ligfald i gården, så fråden stod ham
ud af munden. Det kunde vi få skyld for somme tider,
kommandøren, en barsk gammel sømand, der nok holdt
meget af sin dram , kom farende og skældte på „ham
der oppe (min fader) og hans peblinger“. „Når jeg
vilde det, kunde jeg knuse je r h é lt!“ Det sagde han
med en meget udtryksfuld håndbevægelse, vi løb vor vej.
Vor trøst var datteren, en net 17års pige,som gærne
sad i gårdvinduet og syede, men næppe havde det godt.
Tit hørte vi et hvin; „det er Je tte ,“ sagde den fjollede,
„hun får p, p, p, p, prygl af får!“ Hun talte ellers så
venligt til os og roste vor sang og vore muntre lege.
101