108 / 657
96
Mine forældre havde i det hele megen glæde af den
tid, Hendersons tilbragte i Danmark. Moder spillede og
sang for dem , lærte fru Henderson også en i England
lidet kændt kunst, a t strikke; og hun og den fromme,
elskværdige Englænderinde blev som én sjæl og ét hjærte.
Det venskab har selv ikke døden gjort brud på. Mig
ho ld t fru Henderson af og fortalte mig mange gange
historien om sin broder, der faldt som helt for sit fædrene
land i Spanien. Hun mærkede, hvor den tiltalte mig.
Senere tra f jeg dem i London og bode, så længe jeg
var der, i det gæstfri hus.
Hendersons blev ikke de eneste kristeligsindede ud
lændinge, som viste sig hjemme. Selv en Kvæker kom
til os, dog kun på en dags tid. Mest indtryk på mig
gjorde T h o l u c k , om han kom før eller efter moders
død, husker jeg ikke. Som hélt ung lektor i teologien
havde han med en tysk licentiat taget over til Køben
havn; han gik endnu med studenterhue. Det var, for
talte h an , skildret ham som et Sodoma, hvori dog en
eneste retfærdig bode, Reuss, forstander for b rød re
menigheden. Reuss bragte ham til min fader og onkel
Boesen. Han opholdt sig i staden flere dage, tråd te
også i forbindelse med adskillige andre af dem, han
søgte, „Kristne af den gamle observants“, og fand t, a t
København var bædre end dets rygte. Selv dansk lærte
han med sine usædvanlige sproggaver.
Jeg har siden adskillige gange været hos ham i
Halle, hvor han h a r modtaget mig yderst forekommende,
ta lt dansk med mig og stadigt haft interesse for Dan
mark. For 80 år siden rejste han a tte r til København
og var en dag hos min fader. Fø rst da den slesvig-
holstenske sag kom op, blev han koldere, og sidste gang,
jeg var hos ham, for 16 år siden, modtog han mig ikke
længer med den kærlighed, som tidligere.
Mine forældre så mig, da jeg nu voxede til, gærne
inde i stuen, når de havde sådanne gæster; jeg kunde