106 / 657
94
katten slog på tromm a!
Tryne, tryne piparkonn,
hanen bles i sylvarhonn,
da får dej alle til at kom a!
Klinten gror sammen med hveden, jeg var ingenlunde
som jeg burde være. Sandheden blev jeg ikke tro i alt,
fristende omstændigheder kom til, men fristelsen und
skylder ikke faldet. Det var endda ikke det værste, det
værste var egenkærligheden i alle dens ytringer, hov
modet, s t o l t h e d e n , som alt var bleven en magt i det
stakkels lille jeg, „snart så trodsigt og snart så mod
faldet“. Altid vilde jeg være den ypperste, n år der legedes,
som når der læ stes; kom jeg op a t træ ttes med nogen
derom, røg jeg straks i ham. Jeg var sto lt og tra k mig
tilbage i mig selv, dér ejede jeg, mente jeg, skatte, som
ikke var andre givne. Og jeg var også stolt, når folk
roste mine ævner og fandt mig n e t; længe kunde jeg
stå for spejlet og pynte mig, så her, så dér, hvor jeg
dog syntes så inderlig godt om mig selvl
Min b r o d e r Martin, to år yngre, var også en op
vakt, re t køn dreng. I mangt og meget lignede vore
natu re r hinanden påfaldende, begge var vi hastige af
sind og havde arvet en del mere efter moder end fader;
vore karak terer var derimod forskellige. Var jeg tilbage
holdende, tit tør, skønt fuld af indeklem t lidenskab, tit
undselig, så havde han en mer end almindelig livlighed
og var frejdigheden selv. Han trallede og sang så lang
dagen var, en gang havde han kravlet op i et træ og
sang derfra sine viser. Rost blev han nu og kæ let for,
man fandt ham så nydelig. Ikke sjælden kunde jeg blive
ond på ham og give ham et rap, når vi blev uens ved
ved legen, og hver gang jeg gjorde det, plejede han igen
a t skrige, og det stæ rk t; fader kom til, og jeg fik min
straf. Det varede im idlertid ikke længe, før vi a tte r
legede, som der aldrig havde været noget i vejen, løb
om kaps, spyttede til måls; sådan er nu børn. Når alt