HammerichEtLevnetsløb

almen stod bladløse, og sete herfra tog de koralrøde

rønnebær på træerne pa langelinje sig prægtigt ud mod

den blå sø. Her talte den høje, smukke Englænder

inde en dag om, hvor hun længtes efter sin mand, der

var i Sverige. Jeg så tåre r i hendes øjne: „o my Hen-

derson, my Henderson!“ råbte hun og vred sine hænder.

I s k o v e n var vi af og til, når det tegnede til godt

vejr og „herr solskin“ på faders fugtighedsmåler havde

jag et „madam regn“ ind i huset. Vi var der enten med

vore forældre, i Frederiksdal, på Dyrehavsbakken, eller'

med pigerne, som havde venner der ude. Navnligt mindes

jeg en tu r, da jeg endnu var meget ungdommelig. Marie

og en anden pige, der tjænte hos bryggerens i Snare

gade, skulde ud og se til væveren i Utterslev, På hjem

vejen blev jeg træ t, men de lagde hænderne sammen,

dannede en bærestol, som de pyntede med løv, og bar

mig hjem : „hurra, hu rra for den lille Frederik!“ Det

var en rigtig morsom tur!

I det hele virkede skovlivet på mig: ensomheden,

det grønne, dæmpede lys mellem træerne, de summende

insekter, fuglenes søde sang, køernes bøgen, den under

lige dumpe klang det havde, når man i frastand hørte

et par folk tale eller en hund gø. Jeg kunde naturligvis

den gang ikke skille de enkelte indtryk fra hinanden,

så alt løb sammen i ét, men Romantiker var jeg længe

inden jeg hørte det navn nævne. Når om aftenen vognen

ho ld t forspændt og skulde køre vor nabo, en grosserer,

ud til lyststedet i Ordrup, kunde en hel række skov

billeder glide fræm for mig.

Nu kunde jeg da også have mere gavn af vore

r e j s e r til Fyn og Sønderjylland. Det var endnu rejse

idyllens tid. Måske tallet på dem fra provinserne, der

havde været i København, den gang ikke var større, end

det nu er på dem, som har været i Berlin og Paris.

Hvert øjeblik så man et avertissement i adresavisen:

„rejseselskab ønskes til Roskilde“, og farten med de