97 / 657
spiritusflasker, timeglas, dødningeben, folianter; i krogen
en benrad, under loftet hang en hajfisk.
Nu kunde jeg behage mig selv i, legende a t kalde
de forestillinger fræm til visse tider. De kom, så snart
jeg bød det med min tryllestav, og formede sig som et
slags tågebilleder, så på den vis og så på en anden.
Ånder, rotter, store skruptusser, druknede, hængte men
nesker, galgen og retterstedet, Skakkerjøder, troldmænd,
kamp og helte, skoven, som jeg elskede højt, duer,
hvaler og kokospalmer, Morganas feslot: alt dansede
imellem hinanden, i hinanden, vildt, som det var tåget.
Man ser, det skortede i alt fald ikke på tilstrækkelig
afvexling i de brogede, tit helt meningsløse æventyr, der
gjorde sig selv inden i mig. Levende stod alt for mig,
så jeg kunde blivs angst for de ånder, jeg havde tryllet
fræm. Og stolt følte jeg mig som herre over denne
verden, dobbelt stolt, fordi den var min og ingen anede
det; jeg talte aldrig et ord derom. Fader skulde bare
have vidst, hvad der rø rte sig hos den stille dreng, hvis
stilhed han så godt kunde lige. Men for min indre ud
vikling havde disse timer sin vigtighed. Kun kom ind
bildningskraften for stærkt fræm, og havde den ikke
fundet sin modvægt i ædrueligere sjæleævner, kunde jeg
blevet en fantast.
85
Familjens børn, drenge og piger, kom ikke sjælden
sammen. Vi behøvede da ikke at spørge: „men hvad
skal vi nu lege?“ Rask greb vi til de sædvanlige b ø r n e
le g e : „broe, broe, brille“ „munken går i enge“ „komme
fremmed“ eller også soldat, tagfat, fugleskydning. Det
blev fader tit alt for vildt, og når vi da, som han sagde,
„satte stuen på den anden ende“, foreslog han at gætte
gåder, gætte gader, men det fandt vi gyselig kedeligt;
„nej“, sagde han, „hvor kan I dog sige det? Det er just