HammerichEtLevnetsløb

gang hun så mig: „ja, Dem har jeg kændt, førend De

fik skjorte på, mænd har jeg s å ;“ hun sagde altid „De“

til mig. Der nede var fuldt med panter, og hun for

talte den ene ulykke oven på den anden om de stakkels

mennesker, som lånte på bo rg ; jeg husker det fra den

tid, jeg blev ældre.

„Hun dér gå r,“ sagde hun, „Jøsses, hvor det var et

farligt fruentimmer! Al den ting, Gud kunde skabe, blev

gjort i panter, og hun var så lystig ad sig, a t hendes

mand tog sin død deraf.“ — „Så havde, kan De tænke

Dem, en anden pæn mand, — kældermor kændte ham godt,

for han var en gammel kunde — gået hen og hængt

sig i F rederiksberg have. Det gjorde mig dog så ondt

for hans ra re kone, ja, De kan ikke forestille Dem, hvor

ondt det gjorde mig. Men det var vi jo ikke skyld i,

vel? Jeg havde kuns b å ret p an tet hen på huset, som

han bad om og betalte ordenlig for; det er nu engang

ens lovlige næring. Å men der er ingen samvittighed

mere i verden!“

„Nej, mor, inte megen s’gu !“ sagde

hendes mand, der stod ved siden af hende med sit store

forklæde for. Jeg véd nok, jeg en lang tid tænkte mig

F rederiksberghave fuld af folk, der havde hængt eller

skudt eller druknet sig, som jeg tænkte mig Gels skov

fuld af røverhuler, hvis klokker gik, nå r en vogn kørte

hen ad landevejen.

I kongens stalde med de kønne rækker af heste og

i ridehuset kom vi tit, også på børsen. Den gamle,

halft gotiske bygning med sine billeder, sine bøger, sine

ophængte små skibe, sit legetøj, havde en umådelig til

trækning; allerede den dumpe duft der inde var noget,

som virkede på min indbildningskraft. De sanser, man

gærne stiller lavest, smagen og lugten, h ar sandelig

også sin romantik. Og hvilken nydelse, når en af kon

toristerne tog os ved hånden fastelavnsmandag, efter at

vi havde pisket fader op og fået vort fastelavnsris! Yi

fulgte da med ham hen til børstrappen, og så dér pladsen