87 / 657
75
ædel opofrelse fra min side; om hvad jeg vilde gøre,
nå r jeg først blev stor og fik flere penge, hvor jeg da
vilde købe det dejlige skib, som hang på børsen, det
kønne billede, ligeså på børsen. Mine fleste legende
drømme, drømmende lege, fantastisk sammenslyngede
som de var, havde dog et dybere indhold og pegede
både tilbage på hvad der oprindeligt lå i min natur,
og fræmad mod hvad der skulde udvikle sig med tiden.
Vi fik ikke meget legetøj, havde heller ikke mange
penge til rådighed, nogle indvandt vi, idet vi mod 4
skilling om ugen opgav vort sukker til teen om morgenen.
E llers m åtte vi hjælpe os selv, og det var vist ret. Jo
m indre et barn får af færdigt legetøj, des større krav
stilles der til dets selvhjæ lp, opfindsomhed og indbild
ningskraft. Således bliver legen et sandt opdragelses-
middel. Vi skar huse, fæstningsværker ud, malede dem
og kunde således bygge en by; vi klippede soldater af
papir, andre af træ og tin havde vi fået.
Vor største skat var en fuldstændigt taklet lille
kanonbrig. Ombord hos vore venner, de vestindiske
kaptajner, lærte jeg lidt af søsproget, jeg kændte navnene
på master, tovværk, delene af et skib og de almindelige
manøvrer med det. Og nu lod jeg briggen og andre
fartø jer sejle i et stort sandhav, bombardere fæstnings
værker i rygende storm , og levere Engelskmanden hele
bataljer. Stordåd blev øvet på „de Danskes vej til ros
og m ag t“, h e l t e n , ved hvem jeg naturligvis tænkte mig
selv, var dristig som Willemoes eller Tordenskjold. Han
havde en gammel, munter marineoffisér ombord, en figur,
jeg havde dannet mig efter „grenaderen“ i Baggesens
„labyrint“.
Hvor jeg følte mig lykkelig, ja stolt! Og ikke blot
var jeg med i fægtninger, jeg gjorde også rejser med
fartø jet langt b o r t , til Vestindien og oplevede dér
storme og orkaner. De vestindiske kaptajner havde for
ta lt om dem. I grunden digtede jeg den ene historiske