84 / 657
72
sønniken,“ sagde hun, „pyt sa’ Per til kongen; skipperen
er alt rejst sin v e j1“ „Men hvorfor h a r dn da ikke før
kald t på mig, som jeg bad dig om i går aftes? Det er
en sto r skam af dig!“ Og han skændte stæ rk t og græd
derimellem , det hele så ham ud som oplagt forræderi
fra hendes side.
F ik jeg således ved hvad jeg læste om og levede
imellem, mere end ved undervisningen, et indblik i
fremmede lande, skibsfart og handelsd rift, fandt noget
lignende sted med hensyn til h i s t o r i e n . Kofods „mærke
lige begivenheder“ og Munthes fædrelandshistorie er i og
for sig re t brugbare for bø rn ; jeg husker bland t andet,
hvor de fønisiske sagn om pu rpursnekken og glassets
opfindelse greb mig. Men de bøger trænge til en lærer,
som kan fortæ lle; det h a r mine læ rere nu næppe kunnet,
de hørte mig i lektien, og dermed var det færdigt. Min
historiske sans higede efter en bædre føde.
Da kom M a l l i n g s „store og gode handlinger“ mig
i møde, den styrkede min tidligt vakte kærlighed til
fædrenelandet, og gav mig billeder i mængde af ædle,
mandige personligheder. Også læste jeg Suhms historie,
en tysk reformationsalmanak 1817 og mange ting i
Riises arkiv, som jeg fik gennem moder. Selv aviserne
begyndte jeg a t titte i, og det kunde her gå mig lige
som med Raffs naturhistorie.
En tilsyneladende tø r
efterretning, som om hin engelske m inister, der tog sig
selv af dage, kunde gribe mig og sæ tte mig i en halft
digtersk stemning.
Når jeg så historiske æmner afbildede på kobber
stykker, m åtte man fortælle mig om dem ; på den måde
fik jeg af et smukt kobberstykke på onkel Boesens væg
forestilling om Aleksanders sejr over Perserne.
P å volden ved Rosenborg havde jeg været vidne til
et optog, der hang sammen med kroningen, om den
skaffede jeg mig da en forklaring. P å Halm torvet så
jeg en slave blive pisket, nu vilde jeg vide, hvorfor, og