HammerichEtLevnetsløb

nær ved at drukne.“

Danse fik vi heller ikke lov til.

„Det var ikke tillad t i brødremenighederne og var

desuden en grumme farlig ting. Avditør Martensen, en

fæ tter til moder, havde danset og fulgte derefter i tynde

sko et p a r damer hjem : de gik over en meget våd eng,

han forkølede sig, og væk var h a n .“ Kun en naragtig

så kaldet „skrædderdans“ dansede fader, n å r han vilde

more os.

Så drev vi øvelsen i smug på egen hånd , og det

ikke uden fare: sprang over tove, hængte os i dem og

kunde let blevet hængende; jeg stak hele hovedet til

halsen under posten eller i en balje vand, og da vi kom

i skole, læ rte kamm eraterne min broder a t svømme.

F ad er i sin ængstelighed forbød os i det hele alt for

meget, hvorved vi fristedes ind i en usand tilværelse og

snode os fra ham med sm å lø g n e . I så henseende har

jeg ikke lidet at angre og endnu kæmpe med; det var

vist ellers kommet alligevel, nu kom det kun noget

stærkere.

Moder holdt på, vi skulde t e g n e , det havde skaffet

hende som barn så megen glæde. Vi fik da en gammel

agtig læ rer, der gærne gjorde løjer både med pigerne

og os. Det gik vi med fornøjelse ind på og kunde

blive ham temmelig nærgående. En gang ta lte han om

nytårsvers og foreslog mig følgende:

kære fader, ker i skærts

sender jeg dig et nytårsvers.

Hvortil jeg på stående fod svarede: „så kunde de næste

vers hede:

Lehmann elsker meget drik,

det kommer af din Frederik!“

Han gjorde mig ingen ting derfor. I øvrigt lærte vi

altid noget under ham , især min broder viste gode

ævner, og til vore forældres fødselsdage mødte vi fræm