HammerichEtLevnetsløb

og en gammel, gråhæ rdet slave. „ J a ,“ sagde han, „det

ny tter ikke at sige, man er kommen uskyldig i den

elendighed. Jeg håber im idlertid stadigt a t slippe p å

fri fod til kongens geburtsdag. Der har vel endnu hver

gang været et eller andet i vejen, sidste år var det min

kammerat, som nylig havde b rud t ud ; måske det dog

næste år kan gå bædre. Man må håbe, lille frue, så

længe man lever! Ikke sand t, frue ?“ Jeg husker, det

gjorde mig hjærtelig ondt for ham, men fru Kilde sagde:

„han kunde tale kønt nok, og var dog en slem gammel

mand, man skulde tage sig i agt for; def vidste hun.“

I Kildes gård var der lige så m u n te rt, kalkunerne

pludrede, hønsene kaglede, duerne fløj kurrende ud og

ind ; og Luise havde et dæggelam med et rød t silkehals

bånd, det løb efter en med sit „bæ, bæ “, og det kunde

vi så lege med. En dag var det im idlertid ikke i godt

lune og drev min broder hen i en krog og stangede

ham, så han skreg a lt det han kunde; endelig kom der

hjælp. Han var meget ulykkelig. „Nej moder,“ sagde

han og hulkede, „hvor Luises dyr dog også er onde

mod os i dag! Nylig kradsede hendes k a t vores lille,

ra re P e rle , og nu vilde det afskylige lam stange mig

ih jæ l!“

Kildes døtre kom naturligvis ofte til os.

Her

klædte de sig om, når de skulde i selskab eller på bal

hos stiftsprovst Clausen. Vi fik d a, så længe vi endnu

var små, lov til at se derpå og af og til stikke en

blomst ind i deres h å r; det var en nydelse for mig,

især var Luise altid så pyntet og smuk. E ller der var

et lille selskab hjemme hos os, de skulde med moder

på konsert i „venskabelige selskab“, i „harmonien“, på

komedie; hun så gærne syngestykker, noget, som de

strenge H ernhutere slet ikke tog godt op.

Om aftenen kom deres havekarl og skulde hente

dem; han sad i folkestuen, hvor også vi opholdt os,

og fortalte historier om de h are r, han havde skudt