HammerichEtLevnetsløb

Og nu de prægtige lindetræer på fortovet, hvis blade

slog imod ru d e n ; den store, dejlige have, Luises firkant

nærmest huset med sine tulipaner, roser og liljer og det

yndigste blomsterflor; lysthusene, vinrankerne, stikkels-

bæreue, frugttræerne! F ra denne firkant gik jeg tit op i

stuen og tog en lille billedbog, som lå dér, fuld af

rosenbuske og svaner og legende genier mellem dem;

det var mig, som duftede rosenfloret mig i møde fra den

i fork laret skikkelse. At være urtegårdsmand og arbejde

i en sådan have, stod for mig som en af livets herlig

heder. Kom vi til Kildes en efterårsdag, var der en

liflig duft af æbler overalt i hele huset. Og årligt blev

en af disse smukke dage indviet til en tu r til Valby,

hvori vi tog del med.

I haven turde vi tumle os, rive, og skuffe med, når

vi ellers var artige. Dér førte vi en udrøddelseskrig

med skruptusserne og plagede dem til døde. Jeg tror,

de forekom mig a t være vrængbilleder af mennesket,

også tro r jeg , a t hvad jeg havde hø rt om det gamle

Nordens tu rser og trolde gik over på de stakkels dyr.

T it legede vi sammen med en stor, vild dreng, Vilhelm

Lunding, der døde som kammerherre hos Frederik den

syvende. Men gamle Kilde arbejdede her nede og pas

sede på sin have, ham var vi ikke altid glade ved. En

gang havde vi båret sten bo rt fra den dynge, hvori de

var stablede sammen, og spillede kav med dem: Da

stod han med ét for os: „hør, min søn,“ sagde han på

sin tø rre vis, „jeg vilde gærne spørge dig om én ting!

Tror du da virkelig, vi har lagt de sten i hob, bare for

a t I skal splitte dem ad igen?“ Mere sagde han ikke,

men gik roligt hen i frugthaven, satte støtter under de

tungeste træ er og samlede nedfalden frugt op. Hvad

han havde sagt, var im idlertid for os tilstrækkeligt.

De mange slaver, der gik på havearbejde, var os

også lidt uhyggelige, især da man havde gjort os bange

for dem. Jeg blev vidne til en samtale mellem fruen