HammerichEtLevnetsløb

sagde Marie, „men hvem kunde også for aldrig det

drømt derom?“

B landt faders søskende var „min søster Sofie“, fru

B o e s e n , den, han havde stø rst agtelse for, hendes

mening om en sag skattede han meget højt. Hun holdt

re t af mand og børn, roste dem ideligt og levede næsten

alene for dem , var i det hele en god og dygtig, for

standig husmoder, men selv lidt hjemme. Hendes mand,

ju stitsråd Boesen, var en af de „stille i lan d e t“, en

elskelig sjæl; trods sin svagelighed blev han 90 år gam

mel.

Spurgte man ham , hvorledes det stod sig, lød

svaret im idlertid alt i hans yngre dage: „å, fjas til

gavns, jeg er i det sidste pa r uger bleven 10 år æ ld re!“

I øvrigt viste den sans for kunst, som ha r gjort et par

yngre medlemmer af den Boesenske slægt til malere, sig

også hos ham. Han havde skaffet sig en udmærket

kobberstiksam ling, hvor jeg véd, jeg fik mine første

virkelige k u n s t i n d t r y k ; og blomsterelsker var han

som få.

Vi børn kom ofte til onkel Boesens, det var, mens

jeg var m indre, for mig en glad dag. Ti de holdt en

amme, Dorte, en bondekone fra den nordsællandske

skovegn, og hun havde en sjælden gave til a t fortælle.

Mangen aftenstund samlede vi børn, træ tte af legen, os

om hende og lyttede til spøgelsehistorier, til sagnene

om nisser og ællefolk, ridder Rød og skytten Bryde.

Jo , det var noget for os, og vi var slet ikke til freds,

n å r tan te blandede sig i sagen; men hun blev angst for,

„vi skulde få ondt i hovedet og fyldes for meget med

det tø j.“

Hos Boesens legede vi også og snakkede vort pemål

med S ø r e n K i e r k e g a a r d , re t en lille vildkat. Han

holdt meget af mit søskendebarn, nuværende stiftsprovst

Emil Boesen, hvis bædste ven han siden blev; da han