HammerichEtLevnetsløb

havde i sin ungdom levet i den fine Verden, man

mærkede det a lt på den mængde franske o r d , hun

blandede ind i sin tale ; de tre døtre blev snart moders

veninder.

Den ældste blev gift i Norge med præsten Essen

drop i Modum og døde ung. Hanne, død som konferens-

rådinde A rbo, var en stillere n a tu r, men fuld af inder

lighed; tit kunde hun løfte mig op og kysse mig så

hjærtelig, som var bun min moder. Den yngste, Luise,

i sin tid en af Københavns skønheder, var munterheden,

ja overgivenheden selv, altid kvik, tit skarp. Det gik

ud over de unge, kæløjede herrer og over alle menne

sker, disse „djævels kedsommelige mennesker“, undtagen

min moder, for hvem hun nærede en næsten rørende

kærlighed. En gang, da der var tale om at vokse,

ytrede faders yngste broder Ludvig, en nys konfirmeret

dreng: „ ja, jeg skyder mig også!“ „Tag jer endelig i

v a re ,“ råbte hun hø jt, „her er en inde, som vil skyde

sig!“ Mange var til stede, han blev både bleg og rød

og var nær ved a t synke i jorden af undseelse. Mig

vilde hun gærne fikse op, skaffede mig f. eks. et par

hvide bukser, og tit m åtte jeg gå med moder og hende

i butikerne. Det smagte mig ju st ikke.

Jævnligt var vi dér ude; det var et meget gæstfrit

hu s, bland t andre kom den nu afdøde general Lunding

dér som ingeniørløjtnant. Fader og moder hørte Grundt

vig af og til i Frederiksberg kirke, den eneste i hoved

staden og dens omegn, som stod ham åben. Så gik de

herfra til Kildes.

Kildes havde nu vist nok næppe

meget tilovers for ham , og jeg hørte som barn — små

potter ha r også øren — mangt lille stikkende ord om

„de hellige“ ; men man var overbærende med mennesker,

man holdt så meget af. Ved mere- end én lejlighed

havde ellers navnlig moder med varme hævdet, hvad

der var hende det dyrebareste.