HammerichEtLevnetsløb

jeg kan se på dit øje,

der er en skælm i din trøje.

Min læ rer var en søn af faders ven, præsten Balslev i

Hårslev, nylig var han bleven student, men alvor lå der

i hele hans væsen og noget tro fa st, gammeldags. Mig

faldt det p å , hvor han gik med støvler og kvaster over

benklæderne, som den gang ellers kun gamle folk; til

de støvler henviste også den velkændte teolog Horne-

mann en gang på sine forelæsninger og kaldte ham på

grund af dem et mønster for andre studiosi, der var så

nymodens.

Å ret efter fik hans yngre broder ligeledes timer

med os, vi kaldte ham „lille Balslev“, han var muntrere

af na tu r og gjorde mange løjer. Især var han morsom,

n å r de kom til os en aften stund , og vi sad og spiste

„studen terhavre“.

Snart føjedes de øvrige skolefag,

også græsk og n atu rh isto rie, til latinen ; det kunde af

og til blive noget streng t, dog havde vi vore fritimer i

tilstrækkelig grad.

T y s k læ rte je g , jeg véd næppe selv hvorledes, ved

a t høre det tale af rejsende, ved a t læse d e t, ved op

holdet i stæderne i Sønderjylland. Moder vilde gærne

tale det med os, men det gik ikke, vi fandt det så

latterlig t for danske børn, „vi skulde jo ikke være

Tyskere.“ Jeg husker også, hvor jeg, ja jeg kan gærne

sige, harmede m ig, når jeg hørte de fleste dannede i

Nordslesvig sætte sin ære i tysk tale. Jeg havde en

stærk, um iddelbar dansk følelse.

For l e g e m e t s uddannelse havde hin tid meget

ringe sans, og min fader slet ingen; den blev sørgeligt

sa t til s id e , vi turde hverken lære gymnastik eller

svømning. F ader havde formeligt vandskræk.

„Jeg

glæmmer ald rig ,“ plejede han a t sige, „hvordan det gik,

den gang min fader og bædstefader tog mig med ud i

badehuset. Min bædstefader stod allerede i vandet, da

gav han et højt skrig, han havde fået krampe og var