HammerichEtLevnetsløb

skind, en fanger i fuld klædning og a lt, der kørte til

fangsten, fulgte med.

Og et levende menneske kom i vort hus, den gamle

kap tajn Tyge Boj sen. Han blev udspurgt på krys og

tværs og fortalte med en sømands troskyldighed om sine

farter did op mellem svømmende isfjæ lde, om Grøn

lændernes hy tte r og al den plage, man m åtte døje ved

sommertide af fluer og myg og svineri. Så dr. Hender-

son fra Eng land , han kunde fortælle om Island , hvor

han havde rejst, viste os sine tegninger derfra, gav mig

livlige skildringer af Hekla, Snefjældsjøklen, Gejser. Ja,

nu kunde jeg, hvad øjeblik jeg vilde, flytte op til N o r d

p o l l a n d e n e .

Også i det hede bælte havde Bojsen gjort re jse r, i

Guayana, hvor han med andre m atroser så „på de nøgne

sorte dj ævle“, sloges i skoven med abekatte og æntrede

op i pommeranstræerne. Hvad han meddelte, hørte jeg

gentage af v e s t i n d i s k e kap tajner, der spiste hos os,

eller hvem vi opsøgte ombord. Og de fortalte om endnu

meget andet derfra, de bragte os skildpadder, kokos

nødder, vestindisk syltetøj, paradisæbler. Nede i vor

gård var pakstuen somme tider fuld af fade med sukker

eller rom , som kontoristerne stod og graderede. En

gang fortalte m an, en død Neger var funden midt i

sukkeret, og længe efter stod jeg lialft nysgærrig, halft

ængstelig, når de slog et sukkerfad op: „bare der nu

ikke stikker nogen sort deri!“ L idt efter lidt dannede

sig da af sig selv forestillinger om hine egne, med hvis

dyreverden besøg i menagerier gjorde mig bekændt.

Kun løver og tigre så jeg ikke, af omhu for sine under

såtters liv tillod hans m ajestæ t ikke, a t de fræmvistes.

Til andre tider levede jeg i pakstuen mellem fade

med svesker og rosiner*, og kasserne med appelsiner,

dem var der snart in tet ta l på, især en vinter, da Mes-

sina-farerne frøs inde ved Helsingør og kasserne til

lands m åtte bringes her op.

Kaptajnerne fortalte om