HammerichEtLevnetsløb

M a l a g a og M e s s i n a og skove med de gyldne frugter.

E t par rejsebeskrivelser og nye tap eter, vi siden fik på

væggene, med Neapel og dets omegn, gjorde forestillingen

endnu mere levende, og allerede da lyste det skønne

Italien for min sjæl. Den pakstue kunde sandelig blive

mig et helt studérkammer, og skibspladserne med, hvor

jeg tit kom, når en af kontoristerne havde ærinde med

losning eller ladning.

Pakloftet gjorde samme tjæneste. Her fandtes et

lager af brogede, spidse kinesiske sko med paljeter, og

tekasse stod oven på tekasse; selv langt ned på tra p

perne duftede det af te. Vi børn følte os hensatte

mellem K i n e s e r n e , og nogle timer, tilbragte ombord

på et af asiatisk kompagnis store skibe, gjorde ind

trykket endnu stærkere. Min broder, den gang vel 4,

5 år gammel, havde fuldt og fast sat sig i hovedet, han

vilde til K ina, blive kejser dér og hver dag gå med de

kønne sko på, pisk i nakken og sabel ved siden. Han

vilde først lade sig lukke inde i en tekasse, den skulde

så kastes i vandet og føre ham over til Kina; mad

m åtte han naturligvis have med. Men da man talte om

vand ro tter, som kunde bide hul på kassen, opgav han

den plan. Så vilde han af sted med et ordenligt skib,

det tillodes, og næste morgen var fastsat til afrejsen.

Det blev for ham et højtideligt øjeblik: „hør Marie,“

sagde han om aftenen, „få mig nu tidlig nok op, glæm

det så bare ikke! Og så må du lave mig en tallerken

revent øllebrød.“

„Jo, det skulde hun nok.“

Sine

klæder og det øvrige tøj pakkede han sammen, derpå

sagde han rolig farvel til alle og gav os hånden. Sorg

eller ængstelse var der in tet spor til, han tænkte kun

på a lt det nye, han gik i møde. Jeg stak i at græde,

men han sagde: „det skal du slet ikke græde for,

F rederik! Du kan jo nok en gang komme med over til

mig.“ Næste morgen vågnede han ved sædvanlig tid

og kaldte på Marie. „Nej, nu er det vist for sildig for