HammerichEtLevnetsløb

søroman efter den anden, længe inden denne d ig tart

kom ind i literaturen. Mine forældre havde in te t imod

den stille leg og lod mig sidde; da jeg om trent ved den

tid skulde silhueteres, blev jeg afbildet med mit skib i

hånden.

Kom andre drenge til, forstyrrede de mig blot i

mine drømmerier. Men mod dem fandt jeg en trofast

medhjælp i Marie, som vilde, de skulde lade „vores

dreng“ i fred. En gang kom en af Boesens sønner, flere

år ældre end jeg, han vilde være med om legen, blev

lid t efter lid t kåd og stødte til bo rd et, så mine folk

faldt omkuld; jeg græd. „Nej, sikken en knægt han er,“

råb te hun, „vil han se, musjø, han kan pakke sig!“

Herpå åbnede hun døren, skød den halvvoxne dreng ned

ad trapperne, ud af porten, smækkede den i og brød

sig ikke om han s: „nå, nå !“

Det, der i mine o m g iv e l s e r kunde sæ tte et barn

i en mere løftet stemning, toges med ind i den stille

leg, og det var ikke lidet. Dagligt så jeg en afdeling

af garden tilhest, som tra k på vagt. Uden for vore

vinduer lå kanalen. I oktober måned var her liv og

og færdsel nok, en hel flåde, de så kaldte danske Hol

stenere, lå fortøjet, flæskesjovere og vogne kom og gik.

I timer kunde jeg stå og se derpå, og om aftenen sang

matroserne af og til. Om vinteren, når det frøs, blev

sneen fra gaderne k astet ud i kanalen og dannede hele

bjærge.

Langs bulværkerne vrimlede det med store

vand ro tter; de viste sig også i vor gård, løb på rækkerne

i køkkenet, kravlede selv bag tapeterne. Der var et

lille mellemrum mellem forhus og baghus, og her havde

de sikkert ly; en gang var en k a t krøben efter dem,

men kom i klemme, i 2 dage og en n a t hørte vi den

mjave ynkeligt, til vi eådelig fik den trukken fræm.

Man kænder, blandt andet fra Hoffmann, hvilket fantastisk

indtryk ro tter kan gøre på børn.