HammerichEtLevnetsløb

sort af drenge, som i ét væk skrålede: „hiv, hiv, hiv,

herre, hiv!“

Heller ikke var der kedeligt ved Gammelstrand og

på Amagertorv. Opstablingerne af fisk, vognrækkerne

med kål, roer, frugt, blomster, folkedragten, de sælgende

b a r: alt så så tækkeligt ud, så broget og livligt. Og

nå r så fiskerkærlingerne skændtes eller gav hinanden en

sinkedus: hvor var det ikke løjer for en dreng!

Universitetet og Nørregade lå endnu hen som en

hob ruiner fra bombardementet, og græs og buske grode

frodigt omkring dem; kun hist og her stod et hus, der

havde trodset bomberne. Vi kom oftere her, når det

var mørkt, i nabolaget bode næmlig familjer, vi omgikkes

med. Når så månen en høstaften kastede sit skær hen

over al denne ødelæggelse, ruinen stod med skarpe om

rids mod den natblå himmel, og i modsætning hertil

lysene tittede fræm fra et enkelt, tilbagestående hus,

følte jeg mig tryllet hen i drømmerier, som dem, fru

Gyllembourgh siden har givet digtersk form i en af sine

hverdagshistorier.

Og nu en ildebrand, det var os børn en halv fest.

Man vågner midt om natten ved de skingrende piber og

råbene: brand, brand! Vinduet åbnes en smule: „hvor

er ilden, vægter?“ „Møllen ved Studenstræde,“ og han

piber igjen. Klokkerne klæmte, lygter hænges ud fra

tårnet, sprøjter, bryggernes og slagternes sluffer komme

fa ren d e ; til sidst går alarmtrommen gennem gaderne, og

det halve København er oppe. En enkelt gang kunde

jeg få lov at gå ud med fader og se ilden, naturligvis i

en passende afstand. Og de optrin brændte sig i egen

ligst forstand ind i min sjæl: røg og luer, gnistrende,

knitrende, bragende som et pragtfuldt fyrværkeri, den

halve himmel ildrød, den anden halve kullene sort,

trængslen, skrigene! Så midt imellem med ét det rab:

„dér kommer han selv, kongen!“ Og arbejdet går med

dobbelt kraft.