HammerichEtLevnetsløb

morsomt, det har jeg så tit og mange gange moret mig

med!“ Den bevisførelse kunde vi naturligvis ikke gå

ind på. Im idlertid skred det ud på aftenen, så kom

punchen ind, og skålerne: „og dette skal være“ o. s. v.

Af og til var en større dreng med, en af onkel

Kaufmanns. Han var fuld af Miinchhausenske løgne:

han havde gået til vejrs i en ballon, havde med ét sæt

sprunget over Frederiksholms kanal, og jeg var tro

skyldig nok til halvvejs a t tro ham på ordet. Også

gjorde han ko rtkun ster og gav forestillinger i magien.

Mine forældre holdt ikke store middags- eller aften

selskaber, men alligevel var vort hus meget s e l s k a b e

li g t. Venner indfandt sig, på indbydelse eller af sig

selv, og man tilbragte dagen med samtale, oplæsning,

skakspil, musik, somme tider med ordsprogslege, hvori

Luise Kilde glimrede. Onkel Boesen og fader spillede

gærne et parti skak sammen, og da jeg også læ rte det

spil, kunde vi få os en skak en quatre. Det var nu

underholdende nok, når det bare kunde få ende med

onkel Boesens træk. Dog var han så langsom ad sig,

hele m inuter varede det hver gang, inden han trak. Han

kunde i den tid sidde spændt og stirre på bræ ttet, selv

prisen, han havde tag et og halvvejs ført op til næsen,

kom ikke videre end den samme halve vej. „Nå, Boesen,

skal du ikke sn art have din p ris? “ spurgte fader.

M u s ik e n var selskabets blomst, moder spillede

snart på harpe, snart på klaver og sang dertil. Høst

gildet og Peders bryllup var nu for gamle sager. Men

sonater, ouverturer, stykker af E rik Ejegod, Den lille

matros, Josef og hans b rød re , S lottet i Ardennerne,

Røverborgen, Tryllefløjten hørte jeg tit, også de nyeste

melodier til digte af Ingemann. Zumsteeg havde sat toner

til Bürgers Leonore, den spillede og sang hun med meget

ud tryk ; koldt rislede det mig ned ad ryggen, hver gang

jeg hørte det musikalske natm aleri til dødningeridtet på