HammerichEtLevnetsløb

kænder kun ét, om en af de forrige ejere, der om natten

spøgede i vor sal. Vi børn hørte im idlertid andre

spøgelsehistorier af folkene, og vi kunde gyse derved

„og få gåsekød“, men mørkrædde var vi alligevel ikke

bievne. Tvært imod, jeg klædte mig af og til om aftenen

i et lagen som bussemand, tog plads bag døren og kyste

den ene pige, som hver gang gav et hvin i højen sky.

Ikke des m indre var fader noget i tvivl, da han

første gang skulde vise os en late rn a magica; vi kunde

jo let lade os skræmme. I det mørke værelse var et

hvidt lagen ophængt langs væggen, på bordet stod

laternen, den blev afdækket. Hvilken mængde naragtige

skikkelser tra k dér ikke op og hilsede os fra lagenet!

Vi lo og trampede. Men så skiftede forestillingen: det

var døden, benraden med sin le, det var spøgelser, som

rejste sig af graven og opførte en rangiende dans. For

indtrykket af dem var det nu, fader navnligt frygtede,

til den ende ledsagede han forevisningerne med nogle

vel mente ord.

„Det var pu re, bare fantasi alting;

måske havde det været rettest, slet ikke a t lade os se

sådan t noget, men han havde nu tillid til vor gode,

sunde forstand.“ Jeg tror, fader kunde have sparet til

talen, i det m indste drømte jeg ikke den n a t om spøgerier,

søndagsbarn er jeg ikke.

Det her meddelte vil måske oplyse, hvor tidligt jeg

havde øje for det, man i kunstverdenen kalder „ g e n r e t “.

Det var en hel lille verden, som efterhånden afslørede

sig for mig. Den prægede sig dybt ind i min unge sjæl,

m åtte gøre det, og fyldte den med stemninger og billeder

af alle slags, burleske, tragiske, idylliske, romantiske.

Dertil føjede sig endnu to forestillinger. Den ene var

fra Holger Danske, om Morganas feslot, om lejret af løver

og hugorme, men usigelig dejligt. Den anden var sanket

sammen fra flere sider, om troldmanden, naturligvis med

sin stav og velkændte kåbe, og om hans værksted: en

gotisk hal, fuld af kolber, digeler og re to rter, ånder i