94 / 657
82
Vor egen gård, no. 5 i Nybrogade, hørte ikke til
det m indst mærkelige. Den gik også ud til Snaregade
og var en gammel gård, med gavl, trap p e r op og ned
og krinkelkroge. Da fader købte den , stod endnu et
træ uden for, med bænk under, hvor den forrige ejer
havde siddet og røgt sin aftenpibe: så hyggeligt havde
man det den gang i København. Nu var herligheden
borte. Gårdspladsen var snæver og skummel og med
en meget høj mur skilt fra naboens. For os var den
im idlertid sto r nok, når vi legede soldat eller tagfat,
eller lavede snemænd, kørte med slæde, eller stoppede
for rendestenen, så den svømmede over og under det
stolte navn, jeg gav den, canal rang du statu (fransk
omdannelse af ordet rendesten), bar briggen med det
danske flag til kamp og ære.
F ra den side var der in tet i vejen, des mere der
imod fra faders side. Hvert øjeblik bankede han på
ruden: så m åtte vi ikke spille bolt for rudernes skyld;
så stod vi med støvlerne i en vandpyt, at se, hvor dybt
vandet var; så måtte vi ikke løbe så stæ rkt, vi kunde
jo falde og brække benet. „Dér ligger han såmænd så
lang han er; tænkte jeg det ikke nok!“ Han ængstedes
over a lt; når der stak en nål i pigernes kjole, tog han
den fra dem, hvor let kunde den ikke falde i maden.
Med sådanne konfiskerede nåle fyldte han en hel nåle
pude, der havde sin plads på kontoret.
Gårdens øvrige herligheder: rotterne, pakstuen, pak
loftet med tekasserne, snedkervæ rkstedet oppe, har jeg
omtalt, så vel som dueslaget. En af kontoristerne, den
nu afdøde grosserer P. Groth, var dueelsker, og han og
fader havde i forening tøm ret det sammen på det øverste
loft. Mangen glad time tilbragte vi børn dér, så på,
nå r de hissede varer op fra gården med en vinde — en
gang blev min broder hisset med —, eller vi hjalp til
at fodre duerne og deres nydelige små unger. Og
hvilken fryd, når vor flok en gang imellem lokkede en