HammerichEtLevnetsløb

i et lagen, mecl hatten på hovedet, bøje og neje sig i en

evindelig u r o ; og hvilken sang, hvilket brøl, som kaldtes

for sang! Læderstræde bar den gang navn af „Jøde

kv a rte re t“ ; her bode de massevis, tit så man polske

Jøder med langt skæg og talar, og på hjørnerne tog de

plads, der skakrede med gamle klæder. For det meste

var det små, krumryggede, vindskæve mennesker, og de

overfaldt enhver, der kom den vej: „har herren klæ’r at

sælge, trænger herren til en kjole? Spotpris, røverkøb!“

De hængte sig fast ved en .og lod sig ikke let afvise.

I det mindste en af de Jøder, Goldschmidt så mester

ligt h a r tegnet, en kommissjonær, tro r jeg at kænde

igen fra min barndom.

Også rige Jøder bode i vor nærhed, Meyers og

Triers. Om den pragtfulde, lampelyse løvhytte, som

stod dér i gården til løvsalernes højtid, fortalte vore

piger, og man mærkede på deres ytringer det nag, der

siden fræmkaldte „Jøde-fejden“. „Sådanne smavse,“

sagde Marie, „og de skal nu have det med kong Salomon,

meget storagtigere end herren her hjemme! Men jo

større skarn, des hædre lykke!“ Til fader turde hun

dog ikke sige det, for han tog dem i forsvar. Af og til

var jeg vidne til en jødisk ligfærd. Så såre toget kom

i nærheden af en post, tyndedes rækkerne, så skulde

den ene eller anden hen til den, holde hænderne under

og rense sig fra al urenheds smitte. En enkelt gang

kom jeg ind med på kirkegården, et fantastisk men høj

tidsfuld t sted : store, opretstående stene, sten ved sten,

med ebræisk skrift, og om dem en duft af blomstrende

hyld. Alt, jeg hørte og så til dette mærkelige folk,

havde noget fremmed, østerlandsk, æventyrligt ved sig.

I vor gade lå assistenshuset med en køn række

træ er, pæ retræet og lindetræerne, uden for; det er ret

et ulykkens hus. Vore kælderfolk levede af at bringe

pan ter derhen for andre: kælderfår, kældermor, den

godmodige, trinde gamle kone, som gærne sagde, hver