HammerichEtLevnetsløb

helvede til, din tyvekvind! Jeg har ikke været i ra sp

huset, siden jeg lå i moders liv, men du ha r nydt frit

logis og kongens kost dér 8 måneder for tyveri! Hvor

hun dog er et skarn, det gamle spek tak e l!“ Det var

indledningen. Derpå vilde den første hente vand til sine

sten , den anden tro r, hun vil kyle hende det over

hovedet, og de fare i hårene på hinanden, drengene

huje og pibe. Den a rt optrin forefaldt nu dagligt.

Undertiden gik det langt videre. E t par drukne,

lurvede m atroser tørne sammen, „arrige som en vred

vandhund“, kniven blinker, den ene synker om. „Gud,

han h a r stukket ham ihjæ l“, skriges der, folk styrte til,

og vi, som høre skrigene, ile til vinduet. Det greb mig

usædvanlig stæ rk t og flyttede mig i tanken ud på

Amagerfælled, på retterstedet, hvor jeg så skarpretteren

ligesom stå for mig, rødklædt og med den blanke økse.

En ellers skikkelig pige, som tjænte os, havde næmlig

haft en broder, der blev halshugget, hun lagde in tet

dølgsmål derpå. Den gang gik hun i fattigskolen, man

havde taget hende med ud, og hun m åtte være vidne til

det hele: „skade kunde hun da ikke have deraf“. Hun

skildrede det med alle småomstændigheder, mens tårerne

trillede hende ned ad kinden.

Kom vi ind på det æmne, fortalte fader ellers gærne

om, hvorledes han som ung vilde være til stede ved en

henrettelse, men fik mer end nok, da han blot så syn

derens fortvivlede ansigt; hele dagen var han syg deraf.

Han fortalte også om skarpretteren, som en gang på en

kro var kommen op a t skændes med en mand og endte

sam talen med: „ja, tag han sig kun i vare, jeg ikke får

ham i genikket!“ Om trent ved samme tid indtraf børne

husets brand, fangernes udbrud og standretten med alle

dens gyseligheder.

Lige over for vort baghus i Snaregade lå en jødisk

synagoge, Schulen, som den hed. Her så jeg fra køkken

vinduerne om lørdagen hvide skikkelser, ligesom klædte