85 / 657
73
hvordan det gik til med dommen og i fængslerne. Vi
havde en pige fra landet, som var vokset op i nærheden
af et a rre sthu s, hun fortalte en del, løst og fast, andet
sankede jeg sammen fra andre. Til sidst dannede en
re t sammenhængende forestilling sig om den sag.
Jeg så dem „ride herredage ind“ : forrest garderne
med povkér og trom peter, så to herolder til hest med
septre og side, gammeldags kofter af rødt fløjl, hvorpå
rigsvåbenet var syet med guld.
Der blev blæst og
povket på visse holdepladser, garderne galopperede fræm,
slog kreds, og herolderne læste budskabet op om højeste
rets åbning.
Jeg spurgte, hvad det hele skulde sige,
men det, man svarede mig, var lidet tilfredsstillende.
F ade r havde visse stående fortællinger, som han
a tte r og a tte r kom tilbage til, når vi spaserede eller
sad sammen om aftenen, og han da lukkede sine skuffer
op med kobberstykker, skrevne sager, „Pater Wolle
Pejrsens prædiken“ og lignende saftige folkevittigheder;
dem vilde vi gærne titte på.
Foruden de forkla
ringer og fortællinger, der vedkom hans faders og
hans eget liv, familjehistorien, gav han også andre med
delelser, om tidligere søslag, de Danske havde holdt,
om slottets og Københavns ildebrande, studenteroptøjer
fra det forrige hundredår; om Frederik den 6tes ung
dom, og hans børn, som Juliane Marie i følge det tossede
sagn skulde have skaffet af vejen. Efter deslige med
delelser var jeg meget higen; hvad han fortalte fra sin
ungdom, hang fast og gav mig en særegen kærlighed til
hin tid. Ad mange forskellige veje måtte jeg således
indsam le mine historiske kundskaber, men det lykkedes.
N aturen og historien udfoldede sig altså efter
hånden for mig og satte mig i stemning. Vist nok led
historien af og til under stemningen, der fik magten.
En gammel oberst bode lige for vort baghus i Snare
gade, jeg så den høje, krigerske skikkelse gå fræm og
tilbage for vinduet, og den smeltede for mig uvilkårligt