HammerichEtLevnetsløb

ders død.“ Kuliserne var skæ rmbræ tter, jeg spillede

B alder, og min broder Tor, med sukkerhammeren i

hånden og et sto rt skæg af hø r; den rolle vilde han

endelig have, skønt

han var den mindste. Der sad

purken da, gjorde et b iste rt ansigt og fræmsagde verset:

bjærgtrolden sitrer for min hammer,

og jætten blegner, hvor den rammer,

og klipper falde, hvor jeg slår.

Men fader behøvede ikke a t frygte for nogen sær lyst

hos mig til te a t r e t,

det fik aldrig den fræmragende

plads inden for min synskreds.

Spaseret blev der, især med fader, han førte os

gærne ud ad en af portene, han var ikke uimodtagelig

for en køn egn. Når vi kom til portvagten og vilde

skyde en genvej mellem de opstillede geværer, advarede

han derfor og tra k i os: „gå dog ikke d é r!“ Med sin

forunderligt um iddelbare na tu r frygtede han, det kunde

gå os som det gik hans farbroder, der faldt i hververes

kløer; den umådelige forskel mellem F rederik den 6tes

hæ r og den hvervede faldt ham ikke en gang ind.

På sådanne tu re fik jeg øjet op for Kastelsvolden:

havet med alle sine sejlere, den høje sællandske skov

strand, Sveriges ky st i det fjærne, de prægtige, skygge-

fulde gamle træer. S o m m e r f r o d i g h e d e n og sommer-

friskheden greb mig des stærkere, jo mere den hævedes

ved en mørk baggrund: slavelivet i tårnene hist nede i

bastionen og stedet, hvor dødsdømte soldater blev skudte.

Med Marie var vi en gang der ude og så Københavns

stolthed, det første lille dampskib Kaledonia, som for

på Kiel; „Pjaske-Malene“ kaldte matroserne d e t, de

kunde nu ikke let finde sig i den nyhed. Men hele

volden vrimlede af tilskuere. Med moder kom jeg der

om torsdagen, når kastelsjægerne spillede, eller når hun

spaserede med sin engelske veninde, fru Henderson.

Det var om efteråret, jeg husker det levende; asken og