HammerichEtLevnetsløb

rødmalede, høje holstenske postvogne var ingen jærn-

banefart.

Første eftermiddag tog man gennem Vesterport,

hvor man m åtte mælde sig i vagten, ud til Roskilde og

lå dér; næste dag nåedes Korsør; med „bø rten“ gik

man over bæ ltet, det tog en halv dag, en hel dag, og

ved samme lejlighed hændtes det gærne, a t adskillige

„vomerte efter recept a f dr. U lrik“, som fader udtrykte

sig. F jærde dag var man så i Fyn, femte i Jylland.

Ved indkørselen til enhver stad skulde toldbetjænte

efterse de rejsende. Til gengæld oplevede man noget

undervejs, tra f mange folk og talte med dem, så sig om

på holdestederne og spiste sin mad i ro. Alt det satte

fader pris på og underholdt sig gærne med postiljoner,

værter, bønder, også med folk af den fornæmme verden.

Og moder, hvor sjæleglad var hun ikke, når hun skulde

hjem „til sine egne“ og til „F e ltet“ (K ristiansfelt)!

Jeg følte mig såre vel i Fåbo rg hos agent Voigts

og Plougs. Sådant springvand af pennefjedre, som kram

bodssvendene kunde lave, køer, som gik op ad en stige

til stalden på første sal; et borgerkorps, nær havde jeg

sagt den ene med bukser, den anden med kjole på, i

a lt fald kun offiserer og det halve mandskab med uni

former, men med fuld musik; sådan en sprøjte, byens

underværk, sådan morsom, travl færdsel på Voigts store

tømmerplads: alt det havde jeg ikke før kændt til.

Herregårdene med sine grave og broer, hvor jeg fik

anelser om en borg, strandbrinken ved Dyreborgs skov,

den vide udsigt over havet og småholmene fra bankerne

omkring byen og på Torsenge, husker jeg endnu. Og

ved Svaninge åbnede en gravhøj sig for mig med sine

vældige overliggere; den klamme luft slog en i møde,

lyset brændte døsigt, jeg blev sært til mode. Men man

fortalte om kæmperne i hedenold, som her var højlagte,

og især fra Holger Danske havde jeg en forestilling om

de kæmper.