HammerichEtLevnetsløb

have godt, mente de, af at høre på hvad dér blev talt.

Og jeg havde godt deraf, der var imidlertid det, som

vi børn havde endnu mere godt af. Vi holdt ingen

h u s a n d a g t hjemme til visse, fastsatte tid er, Hernhut-

ismen havde ikke gjort mine forældre til P ietister, og

hyklet væsen var dem modbydeligt. Men alligevel fik

den fromme stemning et udtryk, der kom ligesom af sig

selv. Dagens arbejde var endt, moder kunde da sætte

sig hen til pianoet eller harpen , og tonerne lokkede os

ind. Hun spillede og sang et par salmer efter eget valg,

og hvo der vilde, kunde stemme i med. Snart skete det

efter a t lysene var tændte, snart i dæmringen, mens

månen steg op over slotsruinerne, og der faldt et rødt

skær over stuen fra kakelovnen. Hvor sank da ikke

velsignet fred ned i sjælen! Her blev sædekorn såede i

de unge, som spirede og grode.

Ingen tø r overse, hvor meget godt der i onde dage

i al stilhed er udgået fra kredse, som stod i forbindelse

med Hernhuterne. Hvor mange troende,- til dels i kirken

fræmragende mænd, 3 biskopper, høre i vore dage ikke

til familjerne Boesen, Balslev, Kierkegaard, for at jeg

blot skal nævne de familjer? De stå ikke Hernhuterne

nær, men deres forældre gjorde det.

Man kunde imidlertid på alt mærke, at vi vare

bievne noget ældre. Den literære fejde udbrød mellem

Algreen-Ussing og O e h l e n s c h l å g e r , moder og „lille

Balslev“ tog med iver Oehlenschlågers parti, og vi hørte

hans „poetiske sk rifter“, „nordiske digte“ omtale med

stor ros. Hvor glade blev vi ikke, da Balslev en dag

havde „Aladdin“ med i lommen og gav os den til låns.

Vi drenge læste den nu i fællesskab, side for side og

begyndte på ny forfra, a tte r og a tte r; jeg har så godt

som kunnet den udenad. Så dejlig en bog havde vi dog

aldrig før læst. Derpå fulgte, måske lidt senere, „Tors