115 / 657
S k o l e t i d e n ,
(1822—1825.)
Om foråret 1822 indtrådte en vending i mit liv, og
jeg kom under helt nye indflydelser.
G r u n d t v i g kaldtes til residerende kapellan ved
F relsers-kirke, det var F rederik den sjætte selv, der ikke
havde lidt tilovers for ham og endelig skaffede ham en
prædikestol i hovedstaden. Jeg var med mine forældre
til stede ved hans tiltrædelse, først talte stiftprovst
Clausen, så Grundtvig, og fader sagde, de havde prædiket
mod hinanden; det havde jeg endnu ingen forstand på.
Jeg havde hø rt meget om Grundtvig, men næppe læst
andet af ham end „Mester Ole Vind“, „Willemoés“, der
også var min helt, og „Dejlig er den himmel b lå.“
F ader fandt altid en hel del at udsætte på Grundtvig,
han glæmte ham ikke hans ytringer om Zinzendorfs
„ugudelighed“, fandt ham også, og måtte efter sin natu r
finde ham, „alt for ultra, så hård og skæ rende.“ Ikke des
mindre agtede han ham som forkynder af den sande tro,
søgte jævnligt hans kirke og tog mig med. Det store,
vist nok lidt skrummelagtige rum, a ltre t med sine basun
engle, orglet, båre t af to elefanter, kunde jeg da sidde
og stirre på. Ved den ene af elefanterne var kirke
værgens, bødker Halls, stol, og i den så jeg første gang
den tilkommende kultusm inister, en dreng lid t yngre