HammerichEtLevnetsløb

alder var kun alt for fræmlig, kom i anden klasse og

skulde til efteråret op i øverste, min broder kom i tredje.

Skolen var, da vi sattes i den, i et slags o p l ø s n i n g s

t i l s t a n d .

Direktionen dannedes af prof. J. Møller,

gamle Fenger, sognepræst ved Frelserens kirke, og en

lige så gammel kristjanshavnsk grosserer, i hvis sted

fader siden kom. Den mødte i skolen ved årsprøven og

andre lejligheder og gik ikke ram forbi; man

véd,hvor

skarpt øje drenge ha r for det løjerlige, og noget løjer

ligt var der ved medlemmerne.

Jens Møller havde vist svedt sin egen skoletid ud,

tænkte heller ikke mere på Slagelse og Rosenkilde dér,

ellers havde han næppe givet en sådan festtale til

bædste, hvert å r ord til andet den samme: Drengene

„mine unge venner“ sammenlignedes med „spæde, unge

p lan ter, der én gang skulde vorde skyggefulde træer.

De lovede måské godt, men hvor trængte de ikke til

gartnerens stadige omhu, for a t vokse op til glæde for

forældre og venner!“ Den kunde vi udenad, og hans

ejendommelige „æem“, hans „og“, hans udtale og lader

i det hele blev ofte efterabede til stor moro for os.

Ved siden af ham stod den gamle grosserer i grøn,

gammeldags kjole med blanke knapper, sorte fløjls knæ

bukser- med sølvspænder, hvide strømper, der stak fræm,

og små støvler. Han lyttede spændt til hver af fest

talerens temmelig lange sætninger; havde han taget sit

blommede snustørklæde op for tidlig, stod han med det

for næsen, lyttende, til der gjordes et ophold, så først

pudsede han den. Han

sagde aldrig et ord.

Jens Møller havde

sørget for dygtige, til dels ud

mærket dygtige lærere, men valget af inspektør var så

uheldigt som muligt, og ødelagde hele skoletugten. Det

var Møllers svoger, en hæderlig, gammel, pensioneret

landeværnskaptajn C h iew itz , kun a lt andet end skole

mand; tilsyneladende barsk, i grunden holdningsløs, med

et underligt væsen og som lærer hélt uvidende.

107