HammerichEtLevnetsløb

undtagen pølsen,

den har to, og hvis I nu ikke straks

tier stille, skal I s’gu ha’kinderpulver!“

T istran var vel skikket til at vække r o m a n t i s k e

anelser. Jeg fulgte min helt i skranken, hvor han tum

lede sin hingst.Jeg så

ham kæmpe i Indien med

uhyret og sejre, men kun for at slæbe sig hen til den

kilde, der kølede hans sår, og så synke i dvale, mens en

usling, som havde flygtet op i et træ, sneg sig ned, skar

tungen ud af dragen og tilregnede sig æren for hans

dåd. Jeg var med, da han og Indiane, uden at vide det,

tøm te den elskovsdrik, der bandt dem sammen. Og skov

livet, de førte i skoven ved Toledo, idyllisk som det er

skildret, hytten, hvori de sov med det dragne sværd

imellem sig: alt står endnu frisk for min indbildnings

kraft. Så vidt jeg husker, kom der undertiden en k ri

tisk tvivl op. „Men er det nu også sandt, Marie, alt

sammen?“ spurgte jeg. „Det kan du jo nok tro, din

tossede dreng,“ sagde hun, „det står jo her sort på

hvidt; du kan selv læse det.“

De tidligste k r i s t e l i g e indtryk skylde vi a tte r en

kvinde, vor moder. Yar der nogen, der kæmpede med

det onde, som viste sig hos mig, med selvsygen i alle

dens ytringer: så var det hende. Men hun var alligevel

fuldstændigt fri for al tilgjort fromhed, som den ellers

tit kunde vise sig i Kristiansfelter kredse, når forældre

stræbte at røre de små, vel endog til tårer. Hun foldede

vore hænder, lærte os fadervor, „forlad os vor skyld“,

og det lille vers, hvormed vi gik til hvile:

Når søvnen øjet lukker,

jeg til min frelser sukker:

bevar du liv og sjæ l! '

antag du mig i nåde,

og afvend nød og våde,

du, som bevarer Israel!

„Og sov så sød t“, sagde hun, „på det lille grønne ø re!“