HammerichEtLevnetsløb

Min fader havde dengang en Plockross på sit kontor,

et hø jt, rask ungt menneske; det er ham , med hvis

datter Emil Fenger er gift. Lige neden for vore vinduer

løb Frederiksholms kanal; en dag — det svæver dunkelt

for mig — hørte man nødråb, en dreng var falden i

vandet og allerede gået til bunds. Da styrtede Plockross

fræm fra kontoret, som han gik og stod, sprang op på

bulværket, ned i kanalen, og drengen blev reddet. En

anden kæk dåd havde Plockross øvet, inden jeg blev

født. Under bombardementet faldt en b rand rak et på

min faders slæbested og lå dér og sprudede, men ban

for til med et kosteskaft og stødte den ud i vandet.

„ Jo“, sagde fader, „han er ikke bange ad sig!“

Og den samme var det, som hjalp ivrigst, da fader

stoppede porten fuld af tønder og kister og ris papir,

og væbnede sig og sine folk med alle de våben, han

kunde skrabe sammen. Hvis engelskmændene havde

storm et København og plyndret busene, vilde den ellers

så fredsommelige mand have b året sig ad som fuglen,

når hun værger sin rede. Sådanne træk gav min ånd

tidlig indtryk af det m a n d ig e .

En tildragelse fra m it femte år står temmelig k la rt

for min hukommelse. Det var en dag i januar 1814,

sundet var islagt. Alarmtrommerne gik, borgere og

soldater stillede under våben, Svenskerne, bed det, vilde

gå over isen og overfalde København. Jeg ser endnu

min fader komme, fortælle om, hvad der forestod os,

og åbne den svære jæ rnk iste, hvori han gæmte penge

og papirer; dem og sin familje vilde han ikke udsæ tte

for en fare som 1807. Tingen opklaredes dog sn a rt;

det var lu tter tomme rygter, som skræmte Københavnerne,

mens Malmøboerne på samme tid var lige så bange for

et overfald fra dansk side. De havde ellers gærne

bædre spioner end vi. F rederik den sjæ tte vidste det

og skal en gang have sagt: „ja, så såre jeg nyser i