HammerichEtLevnetsløb

fader havde den bædste lejlighed til a t anbefale mig til

hans nåde, og gjorde det alligevel ikke. „Men hvad

stak der dig dog, Hamm erich,“ sagde moder hæ ftigt;

„hvorfor sagde du ikke et eneste ord til kongen om

drengen?“ „Nej, det skulde jeg sandelig nok vogte mig

for! Hvor let kunde han ikke have faldet på a t love

ham portepéen, når han først blev stor. Og den vej

skal han aldrig gå med min gode vilje.“ „Ja så, tro r

du det? Det var ellers skade, a t F rederik stod dér for

dem og så så dum ud og gabede!“ Dermed glattede

hun ved min krave og pyntede lid t på mig.

Tit havde jeg hø rt vore piger tale om komedier og

maskerader, og af og til gik også mine forældre på

komedie. Jeg gjorde mig de æventyrligste forestillinger

om den herlighed, der ved sådanne lejligheder åbnede

sig for en. Så rykkedes den mig nærmere. En af vore

hu sboere, en jødisk mægler Andrade, holdt maskerade

oven på. Vogn på vogn kørte fræm, maskerede gæster

gik op ad trappen , pigerne tittede efter „de smavse“

gennem døren, musiken lød, dansen begyndte, og pigerne

fik til sidst lov til a t komme inden for og se et glimt

af balsalen. Hvad havde jeg ikke givet, hvis jeg havde

m åttet være med! E llers var jeg bange nok for den

mand, han var så stor og svær, og hvert øjeblik hørte

man ham buldre løs forfærdeligt, det hed sig, „de sloges

hos jødens“ ; men nysgærrigheden havde nu drevet frygten

ud. Jeg fik imidlertid ikke lov af mine forældre til at

se den stads.

Derimod blev en anden fornøjelse mig tillad t. F ader

havde, véd man, som student skaffet sig et verdensteater,

og han blev ved at more sig dermed; han snedkrede

oppe på loftet, lavede en sø, som ordenligt kunde slå

bølger, malede kuliser, hvorved hans ven, po rtræ tm aler

Camradt, hjalp til, også udklippede han figurer af pap,

som kunde gå, hestfolk, fodfolk, både, skibe. Endelig

var sagen moden, og familjens unge mennesker skulde