HammerichEtLevnetsløb

lang hals, fløj på mig og hed mig både blå og grøn.

Det gik mig ikke hædre end siden, da jeg kom hjem,

og Svejtseren i F rederiksberg have skræmmede mig med

a t sætte et ansigt op, så jeg for hen til „spidsrods

bænkene“, hvor moder sad, og gæmte mig i hendes

skød; dér var altid min trygge havn. „Hvad er der dog

i vejen med dig, b a rn ? “ sagde hun. Nej, helt var jeg

ju st ikke, men jeg skammede mig derover og lovede, det

skulde nok blive godt.

F ra Norge ha r jeg fået de første indtryk gennem

et brev, jeg endnu gæmmer, fra Hanne Kilde, moders

elskværdige veninde, den senere konferensrådinde Arbo.

Jeg havde næmlig tag et mig sammen på k raft, også

fået nogen hjælp af onkel Karl, faders broder, der lærte

mig a t skrive, og således bragte jeg et brev til hende i

stand. Derpå var det, hun nu svarede mig.

„Du skulde komme herop, for her er så kønt! Du

skulde se, hvilke nydelige små lam og kalve her er,

og så h ar vi en lille pæn, gul hest, som du kunde ride

på. Du skulde få lov at ride så langt, du vilde, og jeg

skulde gå og holde på hesten, a t du ikke skulde være

bange. Synger du ofte endnu: „klare kilde, elskte lund “

(jeg tænkte den gang ved „kilde“ på Kildes familje), og:

„tit får jeg , når jeg drikker, en ru s “ ? Dem må du

endelig ikke glæmme, til jeg kommer igen! Lev im idler

tid vel, voks og bliv den gode Frederik, jeg vænter mig

af dig!“ Jeg må dog tilføje, at jeg allerede vidste,

Norge var fuldt med bjæ rge, og a t de var høje, meget,

meget højere end runde tå rn , så man let kunde falde

ned af dem og slå sig ihjæl. Men Hanne Kildes op

ho ldssted, Modum, fik på grund af brevet og a lt, jeg

hørte derfra, en glans for mig, som var det den skøn

neste egn i Norge.

Var jeg en sjælden gang længe oppe og så fuld

månen på himlen og de hvide skyer i æventyrlige skik

kelser nu skjule den og nu a tter åbne sig for dens.