38 / 657
*26
Men dette kan til gengæld, især når særegne omstændig
heder komme til, brænde sig ind i sjælen, ligesom glas-
maleriet brændes ind i ruden , og stå der uudsletteligt.
Det stiller sig for mig som en drøm, hvor fader gik
med mig på armen og sang om den lille „F ittem and“,
hvor moder sad og legede: „æble, pære, kirsebær, blomme,
dikke, dikke, dikke“, eller „lille trille faldt ned af hylde,
ingen mand i det hele land lille trille ku rere k a n “, og
hvordan jeg red ranke på farfaders knæ. I a lt fald har
den gamle, venlige mand med den krogede næse, det
skælmske smil og den røde kalamankes vest indp ren tet
sig i min hukommelse.
Og så g ran t husker jeg, hvordan det gik til, da jeg
skulde lære bogstaverne. F ader havde lovet mig en
lille kage, en „ tu tte lu t“, for hvert bogstav og kom hjem
med 4 sådanne: de vilde vel forslå for den dag, tænkte
han. Men jeg havde im idlertid læ rt 8 bogstaver, og han
m åtte straks ud og købe lige så mange tu tte lu tte r til;
„der kan nok med tiden blive noget af ham “, sagde han.
Derpå fulgte abc’en med billeder og v e rs : en abekat
b land t dyrene mest findes lig et menneske, eller: Xantus
var en af de heste, som Neptunus havde til bædste.
Jeg var i det hele ikke tungnæm , og munden stod
aldrig stille på mig, jeg plagede min fader, og moder
ligeså, med det ene spørgsmål oven på det andet; senere
blev det anderledes, men min tø rst efter a t vide var
den samme. Jeg husker også, hvor han måtte klippe
mig høns og heste og andre figurer af pap ir, og hvor
morsomt det var a t lege med dem og lade dem slås.
Var jeg ikke a rtig , stillede han et billede op, en mand
og en kone, som pryglede løs på hinanden, det hjalp
mere end alle formaninger. Var jeg derimod re t artig,
fik jeg lov at se i en billedbog, orbis pictus; den holdt
jeg af, ti den aabnede mig øjet for mange ting i livet.
Da moder længe var syg efter barselsengen 1811
med min broder Martin og måtte gå på krykker, kom