HammerichEtLevnetsløb

tørklæde om halsen, deri gæmte hun det undselig. Og

dette tørklæde blev nu Johannes en helligdom hele livet

igennem, det havde han på i sin dødsstund. Han

fik

hendes ja og mældte det hjem i et brev, hvor man kan

læse glæden ud af hver linje :

„Der er personer af den art, at de stikke a lt fra

sig, når andre derimod kaste fiskerkroge ud og hale alt

til sig. B landt sådanne, som kaste kroge ud på mig, er

Sofies og Hannes (hans søstres) veninde, Meta Magdalena,

og jeg havde også kroge for hende. Så blev vi enige

om ikke mere a t hale om, hvem der var stæ rkest, for

desto bædre at kunne hale i kompagni. Moder siger

vist herom : da gad jeg set den morlille! Boesen siger

vist: nå! og Kaufmann ler af fuld hals. Gamle tan te har

vist tæ nk t dette i forvejen, og P eter (hans broder) skulde

jeg ikke tro vilde kalde foretagendet muggent. Til

Kristjanes (hans søsters) efterretning tjæner, a t hun er

„vækset“, så hun bland t familjens fruentimmer fortjæner

fløjmandsposten.“ Derpå skildrer han hendes ydre og

slu tte r: „men jeg er nu ganske beredt til a t åbne pungen,

som længe ha r været lu k k e t!“

Den 8de oktober 1808 stod b r y l l u p p e t hos Johannes’

og Meta Magdalenes fælles ven, pastor Vindekilde i Vil

strup, rimeligvis fordi de vilde undgå den lodkastning,

der ved sådanne lejligheder brugtesi Kristjansfelt.

Nogle uger efter rejste de. Engelskmændene lå i bæltet,

de blev båden med de nygifte vår og sendte kugler, som

vandede rund t omkring den til højre og venstre. Matro

serne svarede med vittigheder: „nå da! den konstabel

må skelebetydelig! Det var F. t. mig

godt, det ikke

var en af

os, for så havde der vanket!“Mineforældre

gav sig Gud i vold og var trøstige og frejdige. Lykke

ligt slap de også over og gennem Sælland, og stueetagen

i Nybrogade no. 5 modtog dem en aftenstund i november

med tændte lysekroner og nye tapeter. Kaj Frederik

havde ordnet det altsammen, han var glad, ja stolt af