HammerichEtLevnetsløb

trompeter lød alle vegne“, som Johannes sang i en af

sine småviser ved festlige lejligheder; de tryk tes i hans

eget hjemme-trykkeri. Vinen ved sådanne fester sørgede

fader for, og moder lavede den ypperligste mad, „havde

altid noget i baghånden, som smagte sønnen, der ved

slig lejlighed ej mældte sig upasselig“.

I øvrigt var de unge ikke vante til fornøjelser uden

for huset. Man morede sig med en og anden nyhed, en

ny politisk vise, med anekdoter om studen ter og p ro

fessorer, Hornemann, K ratzenstein, R isbrigh; dem for

talte Johannes også på sine ældre dage med ungdommelig

livlighed. Man botaniserte lidt, arbejdede i farfaders

have, var med a t plante den allé på lille Tuborg, som

endnu står, tegnede og gav forestillinger på et lille

verdensteater, og holdt disputérøvelser og musikalske

øvelser — Johannes spillede dér på violin eller fløjte.

Én gang hvert år tog de med farfaders egne heste og

vogn og velfyldte madkurve ud til Dyrehaven;

var

det hele, og nydelsens højdepunkt en rejse til Kristjans-

felt. Familjen var i ét og a lt i den gamle stil —

børnene sagde „De“ til forældrene — , og der var noget

idyllisk, om man. vil patriarkalsk ved den, noget, som

gjorde, man re t kunde føle sig hjemme.

Johannes var ikke høj undtagen i overkroppen, hans

næse var noget svær, ellers var han en re t køn fyr, god

modig og fornøjelig i omgang. Næppe var han særligt

oplagt til at studere, hovedet var ikke udmærket, men

han var rastløs flittig, ude af sengen med Hesselberg

ved daggry. Han gik i rette tid op til teologisk eksamen

og var færdig med den skriftlige del; da fik han blod

styrtning, I hele år turde han nu ikke røre bogen og

måtte tænke på en anden levevej, den gav sig så at

sige af sig selv, han blev købmand som hans fader.

Præstekjolen var allerede syet på forhånd og den blev

længe hængende i skabet til amindelse ved siden af hans

uniform og sabel som underofficér ved studenterkorpset