25 / 657
13
G ertrud Kristines fader havde en handel med færdig
syede klæder, den første i sin art i København, og leve
ringer herfra til den russiske flåde havde gjort ham til
en holden mand. Familjen stammede fra Møen, og
flere af den fo’r til søs. Hun var en dygtig husmoder,
hjemme til gavns mellem det blanke kobbertøj og tin-
tallerkenerne i køkkenet, men videre rakte hendes syns
kreds heller ikke.
Fam iljelivet førtes i al gudsfrygt og ærbarhed, og
det var så fuldstændigt dansk, a t man næsten aldrig
hørte et tysk ord. Kaj F rederik holdt sig ikke længe
til P etri menighed som i førstningen, men til Hellig-
gæstes, siden til F ru e ; da brødremenigheds-societetet i
København blev oprettet, tråd te han ind i det. Der var
ikke mange på børsen, som gjorde det, og engang vilde
en af de rige grosserere have ham til bædste ved en avk-
tion på asiatisk kompagni. „Hører man ikke til de
hellige, Hammerich?“ spurgte han, folk fnisede. „Jo,“
svarede min farfader, „og det skulde gøre mig ondt for
Dem på Deres dødsdag, hvis De ikke deler de helliges
tr o ! “ Grossereren blev meget flov.
Kaj F rederik var ingen almindelig Hernhuter, han
var en djærv mand, som i dette svar, så i al sin færd.
Han kunde også til sine tider slå skæmten løs, synge sin
ungdoms viser og more sig med de unge. E t slags god
modig hofnar havde sin gang i huset og diskede op med
de drøjeste vittigheder. En gang — så fortalte Kaj
Frederiks søn Johannes om sin fader — kom en for
nyfigenhed vel kændt Jøde på børsen løbende hen til
ham med sit sædvanlige spørgsmål: „Was neues, was
neues?“ „Så De véd det ikke endnu; hele Nordsøen er
brændt af i n a t!“ „Gott behiite“, råbte Jøden.
Om eftermiddagen d. 22de februar 1777 sad Kaj
Frederik i sit kontor på hjørnet af Naboløs og Snare