22 / 657
10
ikke svare på med sikkerhed. „Men I vil vel nok tage
mod et godt råd, min ven,“ vedblev den gamle, „hør nu
op, mens legen er bædst, og rør aldrig mere siden et
kort! Det siger den, som vil je r vel.“
Kaj F rederik følte sandheden i d e t, den gamle
sagde, og gik i sig selv. Han afbad af hjæ rte sit le t
sind hos Gud og lovede, hvad manden krævede af ham.
Og det blev ingen tom, dådløs anger, det viste hans føl
gende liv, kortspil var ham fra nu af en vederstyggelig
hed. Han forlod straks herregården, stod en dag hélt
uvæntet i sine forældres hus og skriftede for dem. De
forfærdedes. „Herre Jesu! Sådan synd! Hvor kunde vor
søn dog synke så dybt? Og hvis det nu havde gået dig
som din broder Nikolaj, der på kroen faldt i hververes
kløer og med vold og magt skulde drikkes til soldat!
Ja, han slog om sig som et fortvivlet menneske og slap
derfra, men hvor var han ikke tilredet den kære, gode
dreng! Og hvad blev enden derpå? Å, den største sorg
for hans stakkels foræ ldre: han døde af følgerne. E ller
som din Broder Herman Filip, den bædste af je r alle,
hvem de drukne mennesker trued e på livet; men vor
fader i himlen holdt sin hånd over ham, han ha r gæmt
ham til det bædre“ ! Det var den broder, der siden
blev præst.
Hvert ord tra f Kaj F rederik i hjæ rtet, han følte,
det var fortjænt. „Og nu er vejen her jo lukket for
dig“, vedblev de, „hvem vil vel have noget a t skaffe med
dig; hvad tænker du da så p å ? “ Men han tænkte: verden
er stor og vid, jeg vil prøve lykken der ude; snedkeriet
havde han ingen lyst til, og hans håb fløj ikke laft.
Foræ ldrene var vante at se sine børn rejse bort,
de mente også, han på den måde vel bædst kom ud af
den slette omgang, der havde forført ham. Så gav de
ham sin velsignelse, lidt penge og gode formaninger med
på vejen, og dermed rejste han til Flensborg, endnu
uvis om, hvorhen han skulde flytte sin stav. „Den Gud,