HammerichEtLevnetsløb

kom de drillerier, lian udsatte sig for, fordi han hverken

vilde svire med eller røre noget ko rt; de skar pisken af

ham og brændte hans kjole itu på ryggen, og jævnligt

hed det: „sikken stymper dér med hans røde h å r!“ F ra

den tid af tillagde han sig paryk; da han siden som

ældre kastede den, havde håre t skiftet farve. Han sagde

nu også hélt farvel til høvlebænken og prøvede det ene

efter det andet; en tid kom han i stor nød, men til

sidst lykkedes det.

Han havde meget gode skolekundskaber, var opvakt,

usædvanligt driftig, og hans væsen indgød tillid ; han

vandt derfor velyndere, og de skaffede ham en lo tte ri

kollektion. Desuden åbnede han ved siden deraf en

handel med te og porsellæn, og 1775 sad han som ejer

af huset på hjørnet af Naboløs og Snaregade. Nu var

han endelig på sin hylde og skød rask i vejret. På

hørsen fik borgerkaptajn Hammerichs navn en god

klang, han ejede den store gård i Løngangsstræde tværs

over for Vartov kirke, holdt heste og vogn, havde en

gang 7 større og m indre skibe i søen, købte og solgte

lyststeder, som lille Tuborg på Strandvejen, og speku

lerede sig en formue til.

I maj 1776 havde han ægtet G e r t r u d K r i s t i n e

S a c c o , brylluppet stod på postgården, den nuværende

porsellænfabrik, og det gik flot til. Han sad dér i

orangegule klæder med lyseblåt silkefoder, lange hvide

silkestrømper og højthælede sko, trekan tet hat, pisk i

nakken, lang stok i hånden med forgyldt knap. Og

bruden var klædt i orangegult atlask med så store

pocher, at begge karétdøre måtte åbnes, da hun steg i

vognen, a t hun måtte gå sidelængs ind i den, og at

pocherne, da hun fik sat sig, endda stak fræm af vin

duerne. Det regnede skrækkelig den dag, hele Køb-

magergade var som en sø, hvori ro ttern e svømmede, og

hun m åtte bæres på armen i og af vognen. Det hed sig:

„lykken regner da re t ned i den bruds skød!“