21 / 657
„Herr Vater und Frau Mutter, wir thun uns bedanken,
haben Sie nicht den rheinschen, so geben Sie uns den franzschen.
Der franzsche Wein ist auch ein guter Wein,
wir wollen davon trinken und dabey lustig seyn!“
Die Gesellen sie nahmen ihre Felleisen auf den Rücken,
sie giengen wohl über den Frankfurter Brücken;
da wurde es der Meister seine Tochter wahr:
„Gesellen, wollt Ihr wandern, so bleib ich auch nicht dar!“
Han sang også en plattysk vise:
Ick un myn ohles Wif legen up Stroh o. s. v. Den
må være meget gammel og meget udbredt i Tyskland,
da man i Auerbach^ „Dorfgeschichten“ træffer den i
sydtysk form. Den plattyske er imidlertid langt mas
sivere.
Men håndværket var ellers slet ikke Kaj Frederik
til måde, og hans tanker gik andensteds hen: han vilde
se sig om og vilde opad. Så kom han i sit tyvende år
til herregården Schierensee. Dér var lystige seiler nok,
kortene lagdes på bordet, og han stod og så på spillet.
„Du skulde dog også prøve d e t“, sagde de, han rystede
på hovedet, men lysten var faret i ham. „Nej“, sagde
en, „frist ikke den stakkels dreng, han er altfor hellig!
Og hvad vilde mo’r der hjemme sige?“ Det blev ham
nu for stæ rkt, og alle forældrenes advarsler var borte
som en røg. Men lykken var i ondt lune, han spillede
højt spil, altid højere, og mistede i én nat ikke blot
sine rede penge, også alle sine klæder, selv de fine gule
hjorteskindsbukser, han nylig havde fået af sine forældre.
Det havde alligevel endnu ikke tæmmet lysten, næste
n a t sad han a tte r over kortene, og den gang faldt de
ham godt i hænderne, så han vandt både alt det tabte
tilbage og en hel del penge oven i købet. Det så en
gammel mand, som var der til stede: „hvad har I da
nu i sinde?“ spurgte han. Det kunde Kaj Frederik