26 / 657
14
gade med en stor gudelig bog i folio for sig og indskrev
i den sin førstefødte søns fødsel og derefter følgende vers:
Lass, Jesu, seine Seele nie
aus deinen treuen Armen,
und thu nichts Anders spåt und friih,
als seiner Dich erbarmen!
Lass seine Seel’ ein Bienelein
auf deinen blutgen Wunden sein!
Den skik havde han læ rt af sin moder, og barnet, der
var født, var min fader J o h a n n e s . Johannes, den
ældste af 9 søskende, hvoraf 2 dog døde som små, var
en hjærtensgod, let bøjelig dreng, næppe svær a t op
drage, skønt han kunde være overgiven nok. Faderen
tog ham med alvor, selv strenghed, men „mama“ kælede
for ham og skjulte et og andet for sin mand; det var
ikke re t gjort, det fristede drengen med til det samme.
Han blev sat i pugeskole hos Breyer, en gammel, lystig
broder og familjens rimsmed, i øvrigt ikke uden et vist
talent, især til det laft komiske og af og til det religiøse.
E t vers af ham til Johannes’ fødselsdag lyder således:
Giv ham en munter tunge,
de undre at besjunge
udaf din miskundhed,
en trang til dine vunder,
en sjæl, som alle stunder
er bøjet glad i barnligh ed!
Så fik drengen en af husets omgangsvenner til lærer,
den senere biskop B u g g e i Trondhjem, også af ham
har vi et vers til Johannes:
Bliv du din navne lig, hvis hvile var at ligge
tæ t op til Jesu bryst og dér med gråd at tigge
sin synds foi’ladelse, hans blods rætfærdighed,
og en gang skue ham i evig salighed!
Lev, lev i mange år, hvis herren så behager,
gid mange sjæle du hen til din Jesum drager!
Og ser du synderen, som går på syndens vej,
da ynk ham hjærtelig, men du, hovmod dig ej!