32 / 657
20
Og hun havde mange veninder, danske, tyske, norske,
svenske, alle de sprog finde vi mellem hinanden i hendes
stambog og brevsamling. Ti lige så elskværdig hun var,
lige så trofast en sjæl, „altid tankefuld“, sagde en anden
veninde, „sjælden lystig, men altid glad“.
Hun havde dog a lt prøvet bitre sorger. 25 år
gammel var hun bleven gift og lykkelig gift med P e t e r
P e t e r s e n , en Slesviger, der forestod menighedens
tømmerhandel og handel med kobbertøj, en køn mand
og musikalsk som h u n ; hvor klang hans horn ikke
sammen med hendes harpe! Den lykke varede im idlertid
ikke længer end 4 år, to småpiger døde for dem, og så
døde han selv af brystsyge. Lidelserne vare næsten
overvældende, og kun en fast tro ho ld t hende opret.
I denne tid var dr. Mullers hus i Kristjansfelt
hendes tilflugt, her var hun tidlig og sildig. Dr. Muller,
der havde en udbredt lægepraksis i omegnen, var en
fint dannet mand, åndrig, vittig, undertiden selv skarp.
Han havde haft mere end ét sammenstød med det sæd
vanlige Kristj ansfelter- væsen, og man tilhviskede hin
anden ængstelig, at han skulde have ladet sig se både
på komedie i Haderslev og på b a l; knap regnedes han
for halft tro. Hans kone var fra Norge, en from kvinde,
der gik fuldstændigt op i ham, a lt i huset vidnede om
smag og ånd.
Det var om efteråret 1808, to år efter Petersens
død, a t Johannes Hammerich i dette hus på en rejse
tra f sammen med den unge, elskværdige enke. Han
følte sig p å stedet tiltrukken af hende, de mødtes igen,
og han følte sig endnu mere tiltrukken, så friede han
skriftligt. P ræ sten i menigheden, Treschow, en broder
til statsråden i Norge, skulde overrække hende brevet,
men da Johannes kom og vilde bringe ham det, var
Meta Magdalena der. Han blev først forlegen, talte om
ligegyldige ting, til sidst tog han alligevel mod til sig
og overrakte hende det selv. Hun havde et g råt silke