HammerichEtLevnetsløb

Også lærte hun os at synge salmer og sang dem

ind i vort hjærte;* de var gærne af den danske salme

bog, der brugtes „på salen“ i Stormgade. Både hun og

fader fortalte os nu og da bibelske historier, hvorved

en prægtig gammel billedbibel kom til hjælp og oplivede

forestillingen. Det kan ikke kaldes egenlig undervisning,

alt gik som i en leg, kun trosartik lerne og de ti bud

m åtte vi lære udenad. Så blev vi snart hjemme i, hvad

et barn kan næmme af kristendommen, og det indtryk,

jeg fik af paradis, af patriarkerne, David, Jesu historie,

har jeg haft godt af gennem hele mit liv. Alt, der

sagdes mig, begreb jeg naturligvis ikke; man fortæller,

hvor jeg, da jeg hørte, Gud var alle vegne, skal have

ledet efter ham bag skærmbrædtet. Men en tidlig „op

tugtelse til H erren“ h a r vi brødre vore forældre at takke

for, den hørte i hine tider til sjældenhederne.

Den første gang, jeg, så vidt jeg mindes, var i kirke

med moder, var i Frederikskirken, hvor jeg meget un

drede mig over præsten med den hvide krave om halsen,

og fik at vide, han sagde, vi skulde være artige og lyde

vor Herre. Men „på salen“ kom jeg hver juleaften. Den

var simpel, lyst malet med galleri oppe, bænke på gulvet,

i stedet for talerstol stod en forhøjning med bord for den

talende. De små sad på de forreste bænke, juleevangeliet

blev læst og ledsaget af en ko rt tiltale til dem om

Jesusbarnet, julesalmer blev sungne og kæ rlighedsmåltidet

nyd t: boller og vin. Og jeg véd, det begyndte at dæmre

for mig om det glade budskab, englene b ragte; stem

ningen var der i alt fald, det kunde ligesom synge inden

i mig, og jeg legede med engle og stjærner.

Derpå gik vi op hos forstanderen, herr Reuss, og så

hans glimrende store juletræ , så hjem, tit i en stjærne-

klar vinterkvæld, og her var julebordet dækket. Navn

ligt husker jeg én ju l. Dér stod et bræ t med små gran

træ er og lys i rækker i sandet, og mellem dem en mængde

husarer og to virkelige malmkanoner, der oven i købet