![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0045.jpg)
33
København, siger Trojel i Malmø på stedet: Gud vel
signe Dem!“
Moder var svagelig, tålte ikke godt støj og måtte
tit overlade os børn til pigerne; en af dem fik da stor
indflydelse på os, M a r ie F a s t i n g . Sådanne piger er der
nu ikke mange af. Hun var køn, med et par levende,
brune øjne, og ferm ad sig, kun lidt kort for hovedet;
om det så var „de sel’e“ (herskabet), var hun ikke
bange for a t svare. Men pålidelig var hun, når fader
havde sagt: „nu må hun passe mig godt på, Marie!“ Og
en trofast sjæl var og blev hun og hang ved vor fa-
milje, hvor hun tjænte i 11 år, som var den hendes
egen. „Vore drenge“ kaldte hun os gærne, gav os vel
også en gang imellem et saftigt kys: „det skal du ha’,
din gavstrik!“ E t helt langt liv igennem holdt hun ud.
Hun blev lykkelig gift med en slagter, som hun kælede
for og altid kaldte „min dreng, min rare dreng“ ; børn
fik hun dog ikke, og al kærligheden gik i arv til min
broders og mine børn. Hun var dem som en god bædste-
moder, hver gang hun besøgte os, havde hun lommerne
fulde af godter og legetøj.
Hun sang godt, var rig som Morgiane på fyndige
talem åder og havde til daglig brug et jævnt, fornøjet
sind; hendes klare latte r lyder endnu i mit øre. Det
var folkeviser hun sang, danske, som den om Agnete,
og svenske: „den ungersvend bad sin flicka“ ; hun havde
læ rt adskillige af „svenske E lse“, der også tjænte i
huset. Første gang hørte jeg de søde toner fra mit
folks hjærte, greben af en anelse om Nordens enhed.
Viserne og melodierne har jeg meddelt i „Skandinaviske
rejsem inder“, da jeg viste hende dem på tryk, og min
hu stru spillede d em , var hun formelig stolt. Også
sangene om 2den april „så kæmped de helte af anden
ap ril“, eller „være fred med eder alle“, dem sang hun
og en gammel halt jomfru Dyrhof, der kom hos os. Tit
blev jeg sunget i søvn ved dem. Hun fortalte dertil om
3