14 / 657
2
I én henseende kan ingen hædre skildre et menneske,
end mennesket selv, og i en anden henseende er ingen
mindre dygtig dertil, end netop han; jeg ha r en stæ rk
følelse af sandheden heri. Glæden ved a t vinde klarhed
over mig selv og Guds førelser mecl mig ha r kæmpet
med uhygget, når man skal ligesom sidde for spejlet,
ideligt sysle med det kære jeg, og hvorledes det re tte st
stilles fræm for folk.
Det er aldrig let a t skildre noget oplevet med fuld
sandhed. Gærne går det med spejlbilledet i mindet, som
når træerne spejle sig i den stille skovsø, så det bliver
skønnere end virkeligheden; det kan im idlertid også
blive grimmere, ja blive et sandt vrængebilled. Den, der
nu skriver sit levnet, kan staffere sit jeg kønt ud og re t
kæloje med det, gøre meget væsen af tusind småting;
men han kan ogsaa godt give det en pukkel på ryggen,
et skæft ansigt, det er f'. eks. Avgustins storslåede selv-
bekændelser ikke helt fri for. Den re tte midtvej vilde
være ros, hvor der skal roses, og dadel, hvor der skal
dadies; des værre er den svær at træffe. P å den ene
side står den åndelige blufærdighed, og på den anden et
hensyn til folks dom, der, imod ens vilje, sniger sig med
alligevel; man vil så nødigt klæde sig af i andres påsyn.
Det, jeg har tra g te t efter, er, a t se mig selv i sand
hedens lys, og som følge heraf få mig paa tilstrækkelig
afstand, så jeg kunde fortælle om mit liv, som var det
en andens. E t uomgængelig nødvendigt vilkår herfor
var, at in tet af disse meddelelser kom ud før min død;
og det har jeg lovet mig selv. Ikke des mindre er hvad
jeg tilsigtede ikke lykkets; ingen føler det bædre end
jeg i dette øjeblik, da j*eg afslutter med det spørgsmål:
men tog du dig da virkelig så godt ud, som man skulde
tro efter billedet, du har tegnet? Nu — jeg ha r gjort
m it bædste og véd, det har været mig en samvittighedssag.
Jeg skulde foruden mig selv også skildre en mængde
andre, jeg havde trå d t i forhold til; måske enkelte af