HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

136

Smaastykker

at finde en Hue, der kunde passe mig, blandt den Sam

ling gamle, brugte Huer, jeg blev præsenteret for, men

desværre for Assistenten var der ingen, der passede mig.

Han maatte skrive en Rekvisition paa en ny Hue, som

han gav mig med Besked paa at henvende mig i Vartov

til den Mand, der stod anført paa Rekvisitionen.

I Vartov spurgte jeg Portneren, hvor jeg kunde finde

Manden paa Rekvisitionen, og blev henvist til 2. Sal. Jeg

kom ind i en stor Sovesal, hvor der sad enkelte gamle

Mænd. Da jeg spurgte en af de gamle om Manden, jeg

skulde tale med, pegede han over paa en anden gammel

Mand, der sad ved Hovedenden af sin Seng, og sagde:

„Han sidder derovre, men lian er blind.“ „Er han blind?“

spurgte jeg. „Saa kan det vist ikke være ham, jeg skal

tale med?“ „Er De fra Politiet“, spurgte den gamle, og

da jeg bekræftede dette, svarede han: „Jo, saa er det rig

tigt nok, gaa De blot hen til ham .“

Jeg henvendte mig til den anviste og forklarede ham,

at jeg kom angaaende en ny Politihue og medbragte en

skriftlig Rekvisition. „Naa“, sagde den blinde, „vil De

saa bøje Dem forover, saa jeg kan undersøge Deres Ho

ved .“ Undersøgelsen bestod i, at han med begge sine

Hænder rodede rundt i m it Haar. Da han var færdig med

Undersøgelsen, erklærede han, at jeg nok skulde faa en

Hue, der passede.

Huen fik jeg nogle Dage senere. Det var en Slags Gar

derhue, men blød, saa jeg kunde lægge den sammen og

putte den i Lommen. Som Prydelse var der i Huens for

reste Spids anbragt en lille sort Kvast, derunder en Sol

daterkokarde og derunder igen mit Tjenestenummer i

Politistyrken med store Messingtal (de synlige Numre

blev afskaffet under Syndikalistspektaklerne i 1918). Saa

var mit politimæssige Udstyr i Orden.

J. C. S.