Previous Page  149 / 722 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 149 / 722 Next Page
Page Background

Smaastykker

135

lært paa?“ spurgte han. „Det er et Venstreblad“, svarede

jeg. „Venstreblad“, for han op, „og saa kommer De her

og vil være Politibetjent, det ser mærkeligt ud.“

Jeg svarede, at man som Typograf ikke behøvede at

bekende sig til den samme politiske Retning, som Bladet

forfægtede.

Et Øjeblik saa han skarpt paa mig, mønstrede min

Person fra øverst til nederst og gav mig saa Besked paa

at vente udenfor Kontoret.

Noget senere blev jeg kaldt ind til Politidirektør Eugen

Petersen. Politiinspektøren befandt sig derinde og præ­

senterede mig med disse Ord: „Det er Hr

, der søger

Ansættelse ved Politiet. Han har lært paa et Venstre­

blad.“ „Naa, har De det“, sagde Politidirektøren, idet

han ligesom Inspektøren mønstrede mig skarpt. „Ja, ja “,

tilføjede han, „nu kan vi jo se. Bliver der Brug for Dem,

skal De nok faa Besked.“

Efter dette vage Løfte gjorde jeg mig ikke meget Haab

om at blive ansat i Politiet, og jeg forstod, at den Om­

stændighed, at jeg havde lært paa et Venstreblad, var

en alvorlig Hindring for min Ansættelse.

Det var jo i de Tider, da de politiske Bølger gik højt,

og navnlig Partierne Højre og Venstre stod meget skarpt

overfor hinanden. At Politidirektøren og Politiinspek­

tøren ikke var Venstremænd, havde Fremstillingen for

de to Embedsmænd grundig belært mig om.

Der gik omtrent tre Maaneder, uden at jeg hørte noget

fra Politiet. Tanken om at blive ansat i Politistyrken

havde jeg helt opgivet, men Nytaarsdag 1896 ringede en

Politibetjent paa Entreklokken til mit Logis og gav mig

Besked paa omgaaende at indfinde mig paa Domhuset.

Fra samme Dag var jeg ansat i Politiet. Begyndelsesløn­

nen var 700 Kr. aarlig.

Et Par Dage senere skulde jeg prøve Uniform. Det

skete paa Hittegodskontoret og paa den Maade, at en

ældre, gnaven Assistent kastede nogle gamle Uniforms-

stykker hen til mig med Ordre til at prøve, om jeg kunde

knappe dem om mig. Viste det sig, at jeg kunde knappe

dem, blev de erklæret for gode og brugbare uden Hensyn

til Pasning iøvrigt. Alt, hvad jeg fik udleveret — Kappe,

Uniformsfrakke, Benklæder og Hjælm — havde været

brugt af en anden før mig. Til sidst var der kun tilbage