360 / 722
3 4 6
Sigurd Thorsen
Vagtværnet. I alle Døgnets Timer stod Korpset rede
til Udrykninger, og det mærkedes paa Rapporterne,
at Forbryderverdenen, der straks fra Begyndelsen af
den politiløse Periode havde ment, at nu var der fri
Bane for alle Udskejelser, blev holdt saa nogenlunde
i Skak.
Alle Samfundslag søgte Korpsets Bistand — ikke
blot den lille Mand fra Sidegaderne paa Vesterbro og
Kolonihaverne. Jeg husker saaledes, at ogsaa et af
vore største Gesandtskaber for en Tid bad om en be
tydelig fast Post til Beskyftelse.
Som Forholdene nu engang laa, havde man ment
bestemt at maatte forbyde Byvagterne at bære Skyde-
vaaben. Det hændte dog af og til, at Naturen gik over
Optugtelsen.
Ved enkelte Episoder blev det aabenlyst, at der og
saa fandtes Byvagter, der greb til Revolveren; Episo
der af denne Art blev altid fulgt af et Efterspil, hvor
Tyskerne forlangte at faa Manden udleveret. Da var
gode Raad dyre — men Vagtohefen forstod ogsaa at
klare disse Skær.
Besættelsesmagtens Krav blev med stadig stigende
Styrke forelagt de danske Myndigheder. Forhandlin
gerne blev nu ført gennem Udenrigsministeriet, der i
Sandhed fik Brug for alle diplomatiske Evner for at
holde Stillingen.
Borgmesteren og hans Medhjælpere maatte deltage
i en Række Forhandlinger i Ministeriets Kontorer paa
Christiansborg. I disse alvorlige Drøftelser deltog og
saa de øverste Embedsmænd fra Justitsministeriet og
Indenrigsministeriet og Repræsentanter fra Nabokom
munerne og Købstadsforeningen. —
Besættelsesmagtens gentagne Krav blev efterhaan-
den formulerede saa kategorisk, at vi forstod, at