358 / 722
gens Virke — taknemmelige over, at en usynlig Magt
havde holdt sin beskyttende Haand over os ogsaa ved
denine Lejlighed.
Det var let at mærke, at Besættelsesmagten følte det
paafaldende, at Vagtværnet ikke var i Stand til at yde
effektiv Bistand imod Sabotagehandlinger, men først
indfandt sig, naar alt var forbi. Magistraten modtog
flere Henvendelser fra tysk Side, hvori man lyste ef
ter et Samarbejde og foreslog Forhandlinger. Der blev
fra Kommunens Side stadig svaret, at Forhandlinger
med Besættelsesmagten maatte føres i Udenrigsmini
steriet, og samme Svar blev ogsaa afgivet, naar der
kom personlige Henvendelser herom til Embedsmæn-
dene paa Raadhuset eller direkte paa Vagtværnets
Stationer.
Efterhaanden gik Tyskernes Forbavselse over til
slet skjult Mistro og Harme. Vagtchefen og jeg drøf
tede ofte den faretruende Situation, og han meddelte,
at Fjendens Opmærksomhed var stadig mere inten
sivt henledt paa Vagtværnets øverste Ledelse. —
„Hipo“ — Tyskernes herværende Medhjælpere, havde
ved flere Lejligheder faaet Byvagtens iskolde Skul
der at føle, og nu var man øjensynligt utaalmodig
efter at kunne yde passende Gengæld i disse skumle
Herrers Hovedkvarter paa Politigaarden.
Vi var forberedte paa en større Aktion, der meget
sandsynligt vilde føre til, at Vagtværnet fik samme
Skæbne som Politiet. Tiden var gudskelov fuld af sta
dig flere og flere Opgaver og tillod ikke mange unø
dige Spekulationer. — Man overgav sig til Fatalismen,
og hver og en kastede af, hvad han evnede, i Døgnets
nærmeste Krav.
En Formiddag blev der telefoneret til mig fra Var
tov, at der var et usædvanligt langvarigt og ind-
gaaende Besøg af tyske Officerer hos Vagtchefen, og
344
Sigurd Thorsen