380 / 722
366
Albert Fabritius
langsomt sejlende, til at Farten kunde betale sig, til
med var Defensionsskibene en stadig Kilde til Strid
med Nederlænderne. 1661 ansøgte disse om at faa
Salthandelen frigivet. Sagen blev behandlet i Stats-
kollegiet, der i en Betænkning af 19. December 1661
udtalte sig for et Afslag, 8. Februar Aaret efter blev
Handelen dog til Trods herfor alligevel frigivet, sand
synligvis under Tryk af Generalstaternes Gesandt.28)
Det varede dog ikke ret længe, før man atter søgte at
samle Handelen paa et Kompagnis Hænder; 16. Au
gust 1665 gav Kongen Salthandelen i Forpagtning til
Cort Adeler,
den engelske Baronet
William Davidson
og den oftere nævnte
Jonas Trellund
for et Tidsrum
af fem Aar. Da der imidlertid var stadige Klager over,
at Forsyningen ikke var tilstrækkelig, maatte Rege
ringen paa ny give efter, og Handelen blev atter fri
givet til 1. April 1666, en Frist, der senere blev for
længet, og snart ansøgte Forpagterne selv om at faa
Kontrakten hævet. 19. November 1666 foreslog Stats-
kollegiet, at Direktørernes Andragende skulde bevil
ges,20) og 1667 blev saa denne Ordning ophævet. 1668
søgte man paa ny at tage Handelen under Kontrol;
den blev lagt ind under Admiralitetets Direktion og
lededes af
Henrik B ie lk e
,
Cort Adeler
og
Povl Klin-
genberg.
I den Forordning — af 23. Juli 1669 — der
forbød Salthandel uden om denne Direktion, motive
redes dette Skridt med, at „Vore kiere oc tro Under-
saatter udi begge Vore Kongeriger Danmark oc Norge
nu saa gandske haffver effterlat Seylatzen udi Vester-
Søen, som icke giffver ringe Aarsage til Negotiens
daglig Afftagelse“.30)
Der vedblev imidlertid i den følgende Tid at staa
Strid herom, Lubeckerne var lige saa ivrige, som Ge
neralstaterne havde været, for at faa Salthandelen fri,
et Punkt i deres Memorial, som Statskollegiet i et